En unik indgang til arbejdsmarkedet
Laura Trudslev Andreasen har færdiggjort sit graduateforløb i Skattestyrelsen, og hun er fortsat ansat i enheden Selskabsskat og transfer pricing i fagområdet Selskab, hvor hun i dag er fuldmægtig.
- Som graduate stifter du igennem dine praktikker kendskab til enheder, der sidder med beslægtede arbejdsområder. Efter endt graduateforløb har du selv indflydelse på, om den enhed du er ansat i, fortsat er den enhed, du gerne vil være tilknyttet, eller om praktikkerne i andre enheder har gjort dig nysgerrig på at skifte til et af disse beslægtede arbejdsområder, fortæller Laura, og uddyber:
- Når først du har interesseret dig for skat, så er Skattestyrelsen et sted, der er næsten utømmeligt, fordi der er så mange forskellige muligheder for jobs og nye udfordringer. Skattestyrelsen gør meget ud af, at du kan finde nye udfordringer i styrelsen, hvis dine ønsker til din karriere ændrer sig.
En stejl læringskurve med en kompleks forståelse af det faglige
Som en del af graduateforløbet i Skattestyrelsen deltager du som graduate i særligt tilrettelagte kurser. Og netop disse kurser har givet Laura en unik læring og faglig udvikling.
- De kurser, jeg har haft i graduateforløbet, er gradvist blevet mere komplekse, og det har klædt mig godt på til mine arbejdsopgaver. Jeg tror ikke, at jeg uden dem, var kommet lige så godt i mål med mine opgaver og min start på arbejdsmarkedet.
- Jeg tror på, at jeg har fået et stærkere fagligt udbytte af, at jeg har taget graduateforløbet fremfor at starte som fuldmægtig med det samme efter min uddannelse. Jeg har fået en mere kompleks viden indenfor mere specifikke områder, som har givet mig en mere dybdegående og anderledes forståelse af mine daglige arbejdsopgaver, fortæller Laura.
Stor faglighed kombineret med et godt socialt fællesskab
Laura oplever generelt en stor faglighed, hvor passionen for arbejdet er et fælles fokus for alle.
- Mine kollegaer er åbne, imødekommende og gode til at lære fra sig. De er fagligt dygtige og brænder for arbejdet og faget. Jeg oplever, at alle hjælper hinanden, og at det er en fælles interesse, at vi alle præsterer bedst muligt. Det gør også, at der er rig mulighed for sparring, siger Laura.