29-06-2023

Social dumping: Otte ud af ti kontroller rammer plet i årets første tre måneder i Region Hovedstaden
Skattestyrelsen gennemfører løbende både landsdækkende og regionale kontrolaktioner mod social dumping. Aktionerne gennemføres i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet. I årets første tre måneder har Skattestyrelsen i forbindelse med kontrolaktionerne kontrolleret 189 virksomheder fordelt over hele landet. 60 af disse kontroller er foretaget i Region Hovedstaden.
Myndighederne kontrollerer bl.a. virksomhedernes arbejdsmiljø, skatteforhold og om udenlandske medarbejdere har arbejds- eller opholdstilladelse.
- Når vi udvælger hvilke virksomheder, der skal kontrolleres, så sker det på baggrund af oplysninger og informationer, vi ligger inde med, der kan indikere, at virksomhederne ikke betaler den skat og moms til Danmark, de skal. Får vi under vores kontrol indikationer på, at enten virksomheder eller medarbejdere ikke er registreret korrekt, kan de forvente yderligere kontrol, siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Af de 60 virksomheder, der er kontrolleret i Region Hovedstaden i årets første tre måneder, vil 48 bliver kontrolleret yderligere, fordi Skattestyrelsen i forbindelse med kontrollerne fandt indikationer på social dumping. Det svarer til, at otte ud af ti virksomheder kan forvente yderligere kontrol. Det er mere end i resten af landet, hvor 129 virksomheder ud af 189 kontrollerede virksomheder skal kontrolleres nærmere. Det svarer i gennemsnit til, at syv ud af ti virksomheder skal kontrolleres nærmere.
- Efter kontrolaktionerne i første kvartal kan vi se, at vores kontroller i Region Hovedstaden er dem, hvor vi oftest skal følge op med yderligere kontrol. Men det er et billede, der kan ændre sig i løbet af året i takt med, at vi får gennemført flere kontroller, siger Preben Buchholtz.

Resultater
I forbindelse med kontrolaktionerne i Region Hovedstaden har Skattestyrelsen samlet talt med 138 medarbejdere, hvoraf 124 var udenlandske.
De problemer, som Skattestyrelsen oftest ser, er udenlandske medarbejdere eller enkeltmandsvirksomheder, der enten skal anses som arbejdsudlejede eller lønmodtagere i den danske virksomhed, de udfører arbejde for. Det betyder, at den danske virksomhed, de arbejder for, skal indeholde skat af de udenlandske medarbejderes løn. I forbindelse med kontrollerne i årets første tre måneder gælder det umiddelbart for 31 af kontrollerne i Region Hovedstaden.
Derudover konstaterede Skattestyrelsen blandt andet fire virksomheder, der har været så længe i landet, at de skal anses for at have fast driftssted her og dermed afregne skat og moms til Danmark af den indtægt, de genererer her. Det betyder samtidigt at deres eventuelle ansatte bliver omfattet af skattepligt, og der skal indbetales A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af deres løn i Danmark. Ti virksomheder inden for byggebranchen kan desuden risikere en bøde på 5.000 kr. for manglende skiltning af hvem, der udfører arbejde.
Pressemeddelelser om kontroller gennemført i Region Hovedstaden i første kvartal 2023:
Social dumping: Problemer i 13 ud af 14 kontrollerede virksomheder i Københavnsområdet
Social dumping: Problemer i fem ud af syv kontrollerede virksomheder i Hornbæk-området
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818
Den fælles myndighedsindsats mod social dumping
Skattestyrelsen har siden 2012 indgået i en fælles myndighedsindsats mod social dumping sammen med Arbejdstilsynet og politiet. Formålet er at sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og følger den danske lovgivning samt forebygger konkurrenceforvridning blandt virksomheder, der anvender udenlandske underleverandører og ansatte.
Skattestyrelsens rolle i myndighedssamarbejdet er at kontrollere, om udenlandske virksomheder og arbejdstagere er registreret korrekt i forhold til moms og skat, samt om moms og skat er angivet og betalt korrekt.
Indsatsen sker gennem målrettede fælles kontrolaktioner mod brancher og virksomheder, hvor der vurderes at være risiko for svindel fx på byggepladser, restauranter, gartnerier, rengøring og i landbruget. Som led i indsatsen gennemfører de tre myndigheder en række fælles kontrolaktioner.
De tre myndigheder forventer i løbet af 2023 at gennemføre otte landsdækkende aktioner samt 40 regionale aktioner.
Læs mere om Skattestyrelsen indsats mod social dumping