Historien om forskudsopgørelsen

En af Skattestyrelsens kerneopgaver er at sikre, at alle betaler de skatter og afgifter, de skal betale, til tiden. Det understøttes af forskudsopgørelsen, som er en slags løbende budget over den enkelte skatteyders skat for det kommende år.

I 1903 blev der indført indkomst- og formuebeskatning i Danmark. Det var frivilligt, om man ville indsende oplysninger til ligningsmyndighederne, som skatteforvaltningen hed dengang. Gjorde man det ikke, skønnede myndighederne, hvad man skulle betale i skat. Det er det, vi i dag kender som årsopgørelsen.

Den 1. januar 1970 omlagde man opkrævningen af indkomstskat til et kildeskatsystem. Det nye var, at indkomsten blev beskattet ved ”kilden”, altså hos den, der udbetalte pengene i stedet for hos den, der modtog dem. Nu registrerede man altså fx hvor mange penge arbejdsgiveren udbetalte til lønmodtageren, i stedet for at skatteborgeren selv skulle indberette skatten af sin løn. Dermed blev skatten nu opkrævet løbende fx hver gang der blev udbetalt løn, og ikke en gang om året som tidligere.

Indberetningerne fra arbejdsgivere, banker, pensionsselskaber m.v. blev med tiden systematiseret, samtidig med at indberetningspligten blev udvidet. Det betød, at skattevæsenet ofte fik et bedre overblik over borgernes indtægter, end borgerne selv havde. 

Samtidig ligger forskudsopgørelsen til grund for trækprocenter for A-skat og B-skat eller om man skal have frikort. Udfordringen blev nu at sikre, at arbejdsgiveren ikke indberettede for lav eller høj skat af lønmodtagerens løn, når man ikke kendte summen af de samlede, årlige indkomster og fradrag.

Løsningen blev forskudsopgørelsen, som i praksis fungerer sådan, at Skattestyrelsen i efteråret før indkomståret udarbejder en forskudsopgørelse for samtlige skattepligtige personer over 15 år. Opgørelsen indeholder et skøn af borgerens indtjeninger og fradrag for det kommende år baseret på det seneste år.