Gå til indhold

Social dumping: Virksomheder på Herning-egnen kan forvente yderligere kontrol

Ni virksomheder i byggebranchen på Herning-egnen fik onsdag besøg af Skattestyrelsen som led i en landsdækkende kontrolaktion mod social dumping. Syv virksomheder kan forvente yderligere kontrol fra Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet gennemført årets anden landsdækkende aktion mod social dumping. Aktionen var primært rettet mod byggebranchen. På landsplan er der i alt besøgt 69 virksomheder. Ni af disse er beliggende på Herning-egnen.

Skattestyrelsen har under aktionen især fokus på, at udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den skat og moms til Danmark, som de skal.

- På Herning-egnen skal vi tale med syv virksomheder igen. De oplysninger, som vi har fået under aktionen, tyder på, at to virksomheder vil blive omfattet af reglerne for arbejdsudlejebeskatning. Det betyder, at den danske virksomhed, der udføres arbejde for, skal betale arbejdsudlejeskat. Derudover mener vi, at tre udenlandske enkeltmandsvirksomheder burde være lønmodtagere i de danske virksomheder, de udfører arbejde for. Og så er der nogle lønindberetninger i de øvrige virksomheder, vi skal have set nærmere på, forklarer Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Ud af de 69 besøgte virksomheder på landsplan, kan 52 forvente yderligere kontrol. Det svarer til 75 pct. af de besøgte virksomheder. I alt har Skattestyrelsen talt med 136 medarbejdere – heraf var 95 udenlandske. Særligt På Herning-egnen talte Skattestyrelsen med 19 medarbejdere, hvoraf fem var udenlandske.

- Virksomhederne, som vi besøgte, var udvalgt på forhånd på baggrund af de informationer og registreringer, vi har adgang til om de enkelte virksomheder, og som tyder på, at skat eller moms ikke bliver afregnet korrekt til Danmark. Vi har fokus på disse virksomheder for at sikre, at vi får sat målrettet ind mod den unfair konkurrence, der opstår, når virksomhederne ikke afregner den skat og moms de har pligt til, forklarer Ernst O. Nielsen.  

Læs mere om Skattestyrelsen indsats mod social dumping

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818