29-03-2022
Social dumping: Virksomheder på Fyn kan forvente yderligere kontrol
Skattestyrelsen har i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet gennemført årets anden landsdækkende aktion mod social dumping. Aktionen var primært rettet mod byggebranchen. På landsplan er der i alt besøgt 69 virksomheder. Fem af disse er beliggende på Fyn.
Skattestyrelsen har under aktionen især fokus på, at udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den skat og moms til Danmark, som de skal.
- På Fyn skal vi tale med fire virksomheder igen. De oplysninger, som vi har fået under aktionen, tyder på, at to virksomheder vil blive omfattet af reglerne for arbejdsudlejebeskatning. Det betyder, at den danske virksomhed, der udføres arbejde for, skal betale arbejdsudlejeskat. Derudover skal vi have fulgt op på indikationer på sorte lønninger, forklarer Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.
Ud af de 69 besøgte virksomheder på landsplan, kan 52 forvente yderligere kontrol. Det svarer til 75 pct. af de besøgte virksomheder. I alt har Skattestyrelsen talt med 136 medarbejdere – heraf var 95 udenlandske. Særligt på Fyn talte Skattestyrelsen med ni medarbejdere, hvoraf fire var udenlandske.
- Virksomhederne, som vi besøgte, var udvalgt på forhånd på baggrund af de informationer og registreringer, vi har adgang til om de enkelte virksomheder, og som tyder på, at skat eller moms ikke bliver afregnet korrekt til Danmark. Vi har fokus på disse virksomheder for at sikre, at vi får sat målrettet ind mod den unfair konkurrence, der opstår, når virksomhederne ikke afregner den skat og moms de har pligt til, forklarer Ernst O. Nielsen.
Læs mere om Skattestyrelsen indsats mod social dumping
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818