Gå til indhold

Social dumping: Fredericia-virksomheder kan forvente yderligere kontrol

Ni virksomheder i byggebranchen i Fredericia fik onsdag besøg af Skattestyrelsen som led i en landsdækkende kontrolaktion mod social dumping. Tre virksomheder kan forvente yderligere kontrol fra Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet gennemført årets anden landsdækkende aktion mod social dumping. Aktionen var primært rettet mod byggebranchen. På landsplan er der i alt besøgt 69 virksomheder. Ni af disse er beliggende i Fredericia.

Skattestyrelsen har under aktionen især fokus på, at udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den skat og moms til Danmark, som de skal.

- I Fredericia skal vi tale med tre virksomheder igen. De oplysninger, som vi har fået under aktionen, tyder på, at tre virksomheder vil blive omfattet af reglerne for arbejdsudlejebeskatning. Det betyder, at den danske virksomhed, der udføres arbejde for, skal betale arbejdsudlejeskat.  Derudover har vi vejledt fem virksomheder om, hvornår de bliver skattepligtige til Danmark, forklarer Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Ud af de 69 besøgte virksomheder på landsplan, kan 52 forvente yderligere kontrol. Det svarer til 75 pct. af de besøgte virksomheder. I alt har Skattestyrelsen talt med 136 medarbejdere – heraf var 95 udenlandske. Særligt i Fredericia talte Skattestyrelsen med 12 medarbejdere, hvoraf 10 var udenlandske.

- Virksomhederne, som vi besøgte, var udvalgt på forhånd på baggrund af de informationer og registreringer, vi har adgang til om de enkelte virksomheder, og som tyder på, at skat eller moms ikke bliver afregnet korrekt til Danmark. Vi har fokus på disse virksomheder for at sikre, at vi får sat målrettet ind mod den unfair konkurrence, der opstår, når virksomhederne ikke afregner den skat og moms de har pligt til, forklarer Ernst O. Nielsen.  

Læs mere om Skattestyrelsen indsats mod social dumping

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818