Gå til indhold

Social dumping-aktion: Fire virksomheder i Aarhus undersøges nærmere

Skattestyrelsen var i sidste uge på årets første landsdækkende aktion mod social dumping. Skattestyrelsen kontrollerede på dagen seks virksomheder i Aarhus. Fire af disse kan forvente yderligere kontrol.

Skattestyrelsen gennemførte onsdag i sidste uge årets første landsdækkende aktion mod social dumping i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet. Som led i den landsdækkende aktion kontrollerede Skattestyrelsen seks virksomheder i Aarhus inden for byggebranchen. Fire af disse kan forvente yderligere kontrol.

- Vores kontroller har fokus på, at der afregnes korrekt skat og moms til Danmark af det arbejde, der udføres af især udenlandske virksomheder og medarbejdere. Vi udvælger derfor virksomheder til kontrol på baggrund af de oplysninger, som vi har om dem. Indikerer oplysningerne at der kan være udfordringer med social dumping, så tager vi ud på kontrol. Formålet med vores indsats mod social dumping er ud over skat og moms også at medvirke til at forebygge unfair konkurrence, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen.

På landsplan blev i alt 46 virksomheder inden for hovedsageligt byggebranchen kontrolleret. I 32 af virksomhederne, svarende til 76 pct. af de besøgte virksomheder, konstaterede Skattestyrelsen forhold, der skal undersøges nærmere. I forbindelse med kontrollerne talte Skattestyrelsen med 102 medarbejdere og virksomhedsejere, hvoraf de 80 var udenlandske. I Aarhus talte Skattestyrelsen med syv virksomhedsejere og arbejdere, hvoraf fem var udenlandske.

- Vi har brug for yderligere oplysninger, inden vi kan træffe en endelig afgørelse. På en af kontrollerne i Aarhus tyder det umiddelbart på, at to udenlandske virksomhedsejere reelt bør være lønmodtagere i det danske firma, som de arbejder for, så der løbende vil blive afregnet dansk skat af deres indtjening. I en anden kontrol mødte vi to udenlandske arbejdere, som vi vurderer, er arbejdsudlejet til danske virksomheder, der derfor nu skal betale arbejdsudlejeskat, siger Ernst O. Nielsen.

Når danske virksomheder hyrer udenlandske underleverandører, opfordrer Skattestyrelsen den danske virksomhed til at sikre sig, at underleverandørerne bliver registreret korrekt.

- En dansk virksomhed kan komme til at hæfte for en manglende skat, hvis den udenlandske underleverandør ikke er registreret korrekt. Samtidigt kan den danske virksomhed medvirke til unfair konkurrence. Derfor er det vigtigt at få den del på plads i god tid, siger Ernst O. Nielsen.

Danske virksomheder, der hyrer udenlandske underleverandører, kan finde hjælp til at sikre, at underleverandørerne registreres korrekt på skat.dk/udenlandskeunderleverandører

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818

Den fælles myndighedsindsats mod social dumping

Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet har siden 2012 samarbejdet i en fælles myndighedsindsats. Indsatsens formål er at bekæmpe social dumping og sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og efter danske regler.

Myndighedsindsatsen indebærer, at Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet hvert år gennemfører landsdækkende og regionale fællesaktioner på steder med mistanke om social dumping og brug af illegal arbejdskraft i relevante brancher, fx på byggepladser, landbrug, gartnerier, rengøring og restauranter.

De tre myndigheder forventer i løbet af 2023 at gennemføre otte landsdækkende aktioner samt 40 regionale aktioner.

Læs mere om Skattestyrelsen indsats mod social dumping