Gå til indhold
""Foto: Skattestyrelsen

Skattestyrelsen: Kontrol af social dumping nord for København

Otte virksomheder nord for København blev kontrolleret af Skattestyrelsen som led i en landsdækkende aktion mod social dumping. Der blev fundet indikationer på social dumping i syv af de kontrollerede virksomheder. De syv virksomheder kan nu se frem til yderligere kontrol.

Skattestyrelsen har sammen med Arbejdstilsynet og politiet gennemført årets syvende landsdækkende kontrolaktion mod social dumping den 22. oktober 2026. Samlet set kontrollerede Skattestyrelsen 69 virksomheder. Otte af disse virksomheder var nord for København i hhv. Holte og Hellerup.

- Vi fandt indikationer på social dumping i syv ud af de otte virksomheder, vi kontrollerede nord for København. I fire virksomheder, var der udenlandske arbejdere, hvor den danske virksomhed, de arbejder for, burde have indeholdt dansk skat af deres løn. Medarbejderne i en enkelt virksomhed var netop startet, og vi skal derfor sikre, at der indberettes løn for dem. Og så stødte vi på en uregistreret virksomhed, som vi skal have set nærmere på, siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

En udenlandsk virksomhed skal undersøges nærmere, idet den har været aktiv i en længere periode i Danmark. Det kan betyde, at den har fået et fast driftssted i Danmark, hvor der skal betales dansk skat af deres indtægter.

De fire virksomheder, der skal indeholde dansk skat af de udenlandske arbejderes løn, skal nu kontrolleres yderligere, så skatten til Danmark - også bagudrettet - kan opgøres korrekt. Det sker bl.a. på baggrund af hvor længe de pågældende har arbejdet hos den danske virksomhed.

- I vores indsats mod social dumping har vi fokus på, at der afregnes korrekt skat og moms af det arbejde, der udføres her i landet af udenlandske virksomheder og medarbejdere. Vores indsats skal bidrage til fair konkurrence over for de virksomheder, der arbejder efter reglerne. Indsatsen sker dels gennem vejledning af danske virksomheder, der hyrer udenlandske underleverandører og arbejdskraft, men også af målrettede kontrolaktioner, siger Preben Buchholtz.

Som led i den landsdækkende aktion har Skattestyrelsen i alt kontrolleret 69 virksomheder fordelt over hele landet. I 54 af virksomheder blev der fundet indikationer på social dumping. Det svarer til 78 pct. af de kontrollerede virksomheder. Hovedparten af de kontrollerede virksomheder arbejder i byggebranchen.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder: tlf.: 7222 1818

 

Den fælles myndighedsindsats mod social dumping

Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet har siden 2012 samarbejdet i en fælles myndighedsindsats, som har til formål at bekæmpe social dumping og sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og efter danske regler. Skattestyrelsens indsats i myndighedssamarbejdet består i at sikre, at der afregnes korrekt skat og moms og dermed forebygge, at der sker konkurrenceforvridning for virksomheder, der følger reglerne.

Som led i den fælles indsats gennemfører myndighederne landsdækkende og regionale fællesaktioner på steder med mistanke om social dumping og brug af illegal arbejdskraft i relevante brancher, fx på byggepladser. Skattestyrelsen gennemfører desuden målrettede vejledningsinitiativer for at hjælpe virksomhederne bedst muligt på de områder, hvor Skattestyrelsen oplever, at der sker flest fejl.

I 2025 har Skattestyrelsen gennemført 3.545 kontroller mod social dumping, hvor der er fundet fejl i seks ud af ti kontroller. Samlet set har Skattestyrelsen i 2025 sendt regninger for 539 mio. kr.

Læs mere om Skattestyrelsens indsats mod social dumping