17-11-2025
Skattestyrelsen advarer virksomheder mod svig i leverandørkæden
Kædesvig er svindel med fiktive fakturaer og sort arbejde blandt leverandører eller underleverandører. En ny undersøgelse fra Skattestyrelsen viser, at tre ud af fire adspurgte virksomheder ikke kender de faresignaler, man skal holde øje med for at undgå at blive en del af kædesvig. Skattestyrelsen har derfor iværksat en kampagne, målrettet risikobrancher for at styrke virksomhedernes kendskab til faresignalerne og konsekvenser ved kædesvig.
- Kun ved at kende faresignalerne for kædesvig kan man som virksomhed effektivt forebygge, at man uforvarende bliver involveret i svindel med skat og moms. Hvis der foregår svindel hos ens underleverandør, kan man ufrivilligt blive en del af kædesvig. Dette skaber ikke kun ulig konkurrence, men koster også samfundet mange penge, siger Søren Have Enevoldsen, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Fokus på faresignaler og konsekvenser
Skattestyrelsens kampagne rettes mod virksomheder inden for brancherne transport, nedrivning, byggeri, rengøring samt hotel og restauration.
- Vi har målrettet vores kampagne mod de brancher, hvor vi erfaringsmæssigt ved, at der er størst problemer med kædesvig. Det er brancher, hvor der typisk er ufaglært arbejde og mange underleverandører, siger Søren Have Enevoldsen.
Konsekvenser ved at medvirke til kædesvig er fra 2024 blevet skærpet af Folketinget og betyder, at direktører og ejere af selskaber personligt kan komme til at hæfte for en skatte- og momsgæld i forbindelse med kædesvig. Desuden kan en virksomhed få frataget sin skatte- og momsregistrering og risikere straf for skattesvig.
- Det er vores erfaring, at de færreste virksomheder ønsker at blive en del af kædesvig eller bidrage til det – og mange vil også gerne informeres om, hvordan man undgår at blive hvirvlet ind i det. Derfor har vi et godt og løbende samarbejde med brancheorganisationerne om, hvordan vi gennem information og vejledning til virksomhederne kan hjælpe, så de ikke uforsætligt kommer i klemme. Det er denne kampagne et eksempel på, siger Søren Have Enevoldsen.
Kampagnen kører på digitale medier og i relevante fagblade og suppleres af målrettet vejledning og information via branche- og interesseorganisationer.
Se Skattestyrelsens side om kædesvig på skat.dk/kædesvig
Fejl i ni ud af ti kontroller mod kædesvig
Skattestyrelsen har fra 2020 til 2024 gennemført knap 12.000 kontroller mod kædesvig, og der har været fejl i ni ud af ti sager, der er kontrolleret. Indsatsen har ført til ekstra opkrævninger af skat og moms på mere end fire mia. kr.
Læs mere om Skattestyrelsens kontroller mod kædesvig
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf. 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818
Faktaboks: De syv faresignaler
De syv faresignaler virksomheder bør reagere på for at undgå at blive involveret i svindel med skat og moms er:
1. Leverandøren skifter ofte kontonummer, navn eller CVR-nummer
2. Leverandørens pris er væsentlig lavere end konkurrenternes
3. Fakturaen lever ikke op til lovkravene
4. Leverandøren nægter at vise sit registreringsbevis, der dokumenterer, at de er registreret for moms og skat
5. Leverandøren nægter at vise identifikation – også for sine ansatte
6. Leverandøren nægter at lade dig godkende kontrakten, hvis de udliciterer opgaven til en underleverandør
7. Leverandøren nægter at udlevere dokumentation fx for deres regnskaber
Se mere på skat.dk/kædesvig