Gå til indhold

Rekord: Flere end én mio. borgere har ændret forskudsopgørelsen for 2025

Borgernes interesse for at betale den rigtige skat på forskudsopgørelsen er større end nogensinde. En ny opgørelse viser, at mere end en mio. borgere har foretaget ændringer i deres skatteoplysninger, siden forskudsopgørelsen åbnede for ca. to måneder siden. Ændringer til årets første løn skal foretages omkring den 20. januar 2025.

Skattestyrelsen har med indgangen til det nye år opgjort, hvor mange borgere der har ændret i deres forskudsopgørelser for 2025. Tallene viser, at der er tale om en ny rekord.

Siden Skattestyrelsen åbnede for adgangen til forskudsopgørelsen den 12. november 2024, har godt 1.058.000 unikke borgere ændret i deres oplysninger. Det er godt 150.000 flere end i samme periode sidste år og 250.000 flere end i tilsvarende periode i 2022.

- Det er vigtigt at holde sin forskudsopgørelse opdateret, så man løbende bruger sine fradrag og betaler den rigtige skat. Her ser vi en rigtig positiv udvikling, og så skal man huske på, at det jo er noget, man med fordel kan holde øje med hele året – ikke kun når forskudsopgørelsen åbner i november, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge.

Skattestyrelsens opgørelse viser desuden, at nogle borgere har ændret deres forskudsopgørelse flere gange, så der alt i alt er dannet 1,4 mio. nye forskudsopgørelser siden åbningen. Typisk er det oplysninger som indkomst, kørsel og renter, der oftest ændres i.

- Ændringer i forskudsopgørelsen kan foretages gennem hele 2025, men man skal huske, at hvis ændringerne skal slå igennem til årets første lønudbetaling – januarlønnen – skal ændringerne være indtastet senest omkring den 20. januar, siger Ulrick Junge.

Læs mere om forskudsopgørelsen på skat.dk/forskud

Stigende antal ændringer over tid
Interessen for forskudsopgørelsen har været stigende over tid. Opgjort på årsbasis er antallet af ændringer, som borgerne har foretaget i forskudsopgørelsen, steget med ca. 20 pct. fra 2019 til 2023.  Helt præcis er antallet af ændringer på årsbasis steget fra 4,1 mio. til 4,9 mio. i den nævnte årrække.

- Forskudsopgørelsen står lidt i skyggen af årsopgørelsen, og det er naturligt, da man hverken får penge tilbage eller skal betale restskat. Men forståelsen for, at man faktisk løbende kan tilpasse sin forskudsopgørelse og dermed påvirke resultatet af sin årsopgørelse får – som jeg ser det – et stigende antal borgere til at forholde sig til oplysningerne i TastSelv, siger Ulrick Junge. 

Ses der nærmer på, hvem der foretager flest ændringer i forskudsopgørelsen, viser Skattestyrelsens tal, at de yngre generationer i alderen 20 til 39 år står for allerflest med godt 40 pct. af alle ændringer, der foretages.

Læs mere i publikationen: Borgerne ændrer mere i forskudsopgørelsen end tidligere. 

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818.