Gå til indhold

Borgerne ændrer oftere i forskudsopgørelsen end tidligere

I perioden 2019 til 2023 er antallet af ændringer i forskudsopgørelsen steget med ca. 20 pct. Ændringerne foretages i stigende grad af borgerne i Tast-Selv.

Hent publikation som pdf

Når Skattestyrelsen hvert år i november åbner forskudsopgørelsen, får borgerne mulighed for at tjekke og rette oplysninger om deres skatter og fradrag for det kommende år. Det er vigtigt, at borgerne forholder sig til deres forskudsopgørelse, så de hverken ender med at betale for meget i skat eller risikerer at få en restskat. 

I perioden 2019 til 2023 er antallet af årlige ændringer i forskudsopgøresen steget fra ca. 4,1 mio. til ca. 4,9 mio., jf. figur 1. Det svarer til en stigning på ca. 20 pct.

Ændringer i forskudsopgørelsen omfatter blandt andet ændringer af vigtige fradrag, fx kørselsfradrag, eller ændringer i forbindelse med køb og salg af ejendom. Ændringerne kan komme både fra borgerne selv ved at anvende TastSelv eller ved, at Skattestyrelsens borgervejledning hjælper borgerne med ændringerne. Det kan også ske som følge af Skattestyrelsens sagsbehandling.

Figur 1. Antal ændringer i forskudsopgørelsen for indkomstårene 2019-2023

""
Anm.: Figuren dækker over antal ændringer i forskudsopgørelsen foretaget af borgere i TastSelv, Skattestyrelsens borgervejledning eller som følge af Skattestyrelsens sagsbehandling.  Kilde: Skattestyrelsen.

Boks 1. Forstå begreberne: TastSelv og Borgervejledning

I TastSelv på skat.dk kan borgerne både se deres skatteoplysninger og rette i deres forskudsopgørelse og årsopgørelse.

Hos Skattestyrelsens Borgervejledning kan borgere og virksomheder få hjælp og vejledning til deres skatteforhold samt få hjælp til at lave ændringer, de ikke selv kan foretage i TastSelv.

Flere borgere foretager selv ændringer i forskudsopgørelsen

Borgerne kan enten selv ændre i forskudsopgørelsen ved at anvende TastSelv på skat.dk eller få hjælp ved at ringe til Skattestyrelsens borgervejledning. Størstedelen af de ændringer, som Skattestyrelsen modtager, kommer fra borgere, der selv har foretaget ændringer ved at anvende TastSelv. 

I perioden 2019 til 2023 er antallet af ændringer, der foretages ved at anvende TastSelv, steget med knap 500.000, jf. figur 2. Det svarer til en stigning på ca. 19 pct.

Til sammenligning ligger antallet af ændringer, som borgerne laver efter kontakt til Skattestyrelsens borgervejledning, stabilt på mellem 330.000 og 360.000 årligt i samme periode. Dermed foretages langt de fleste ændringer af borgerne selv ved at anvende TastSelv frem for at ringe til Skattestyrelsens borgervejledning.

Figur 2. Antal ændringer ved at anvende TastSelv og borgervejledning, 2019-2023

""
Anm.: Figuren dækker over det samlede antal ændringer, som borgerne selv har foretaget i forskudsopgørelsen. Dette sker enten ved, at borgeren anvender TastSelv eller benytter Skattestyrelsens borgervejledning. Kilde: Skattestyrelsen

Personer i 20’erne og 30’erne ændrer mest i forskudsopgørelsen

De fleste ændringer i forskudsopgørelsen gennemføres af personer i alderen 20-39 år. Alene i 2023 stod personer i alderen 20-39 år for knap 40 pct. af det samlede antal ændringer. Samme aldersgruppe står for 47 pct. af ændringerne foretaget efter kontakt til Skattestyrelsens borgervejledning. Dette vidner om, at flere i denne aldersgruppe er gode til at opsøge hjælp, når det kommer til ændringer i forskudsopgørelsen. 

Læs flere detaljer om ændringer i forskudsopgørelsen på skattestyrelsen.dk her: Forskudsopgørelsen | Skattestyrelsen