Gå til indhold
""Foto: Skattestyrelsen

Kontrolaktion afslører social dumping på Midtsjælland

Ved en landsdækkende kontrolaktion mod social dumping blev der hos 11 ud af 13 virksomheder på Midtsjælland afsløret problemer. Derfor foretager Skattestyrelsen yderligere kontrol af de 11 virksomheder for at opgøre omfanget af skat og moms, der mangler at blive betalt.

Skattestyrelsen har netop gennemført årets sjette landsdækkende kontrolaktion mod social dumping i samarbejde med politiet og Arbejdstilsynet. På Midtsjælland blev 13 virksomheder indenfor byggebranchen kontrolleret, hvor der hos 11 af dem blev fundet indikationer på social dumping. Kontrollerne blev udført den 17. september i Ringsted og Viby Sjælland.

Formålet med Skattestyrelsens kontroller er at sikre, at der afregnes korrekt skat og moms til Danmark. Det gælder særligt for udenlandske medarbejdere og virksomheder. Under kontrollerne på Midtsjælland talte Skattestyrelsen med 38 medarbejdere, hvoraf 32 havde udenlandsk baggrund. 

- Vores kontrol på Midtsjælland viser tydeligt, at det langt fra er alle virksomheder, der har styr på skatten, når de benytter udenlandsk arbejdskraft. På vores kontroller har vi mødt både udenlandske ansatte og arbejdsudlejede, hvor det ser ud til, at den danske virksomhed, de arbejder for, mangler at indberette deres løn og skat til Skattestyrelsen. Det skal vi nu undersøge nærmere, så vi kan opgøre skatten for de pågældende korrekt, siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Kontrolaktionerne er en del af den fælles myndighedsindsats mod social dumping og understøtter samtidig ligeværdige konkurrencevilkår overfor de virksomheder, der følgerne reglerne. Skattestyrelsen kontrollerede i denne omgang 52 virksomheder på tværs af landet. I 7 ud af 10 kontroller fandt Skattestyrelsen indikationer på social dumping. Ud over kontrolindsatsen arbejder Skattestyrelsen også med vejledning af virksomheder og arbejdstagere om de gældende regler.

- De danske virksomheder, der hyrer udenlandske underleverandører kan komme til at hæfte for den manglende skat, hvis den udenlandske arbejdskraft ikke er registreret korrekt. Derfor er det også i de danske virksomhedernes interesse, at der er styr på registreringerne, siger Preben Buchholtz.

Danske virksomheder, der hyrer udenlandske underleverandører, kan finde hjælp til at sikre sig, at deres udenlandske underleverandører registreres korrekt på: skat.dk/udenlandskeunderleverandører.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818

Indsatsen mod social dumping

Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet har siden 2012 samarbejdet om at bekæmpe social dumping og sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og efter danske regler.

Myndighederne gennemfører hvert år landsdækkende og regionale fællesaktioner på steder med mistanke om social dumping og brug af illegal arbejdskraft i relevante brancher, fx på byggepladser, landbrug, gartnerier, rengøring og restauranter.

På aktionerne kontrollerer myndighederne virksomhedernes arbejdsmiljø og skatteforhold, og om de udenlandske medarbejdere skal betale skat i Danmark samt har arbejds- eller opholdstilladelse.

Skattestyrelsens kontrol mod social dumping har i 2025 ført til udsendte skatteopkrævninger for knap 540 mio. kr. på baggrund af godt 3.500 kontroller. Siden 2021 har indsatsen resulteret i udsendte skatteopkrævninger for over 2,5 mia. kr.

Læs mere om den fælles myndighedsindsats mod social dumping