Gå til indhold

Hver sjette mellem 18 og 30 år får skattesmæk

Unges økonomi er skrøbeligere end ældre danskeres, og nye tal fra Skattestyrelsen viser, at godt hver sjette mellem 18 og 30 år ventes at skulle betale restskat. Skattestyrelsen opfordrer derfor unge til at tjekke forskudsopgørelsen løbende.

Mange unge håber måske at kunne få råd til en ekstra øl i fredagsbaren eller eventuelt kunne købe nyt tøj efter at have tjekket den aktuelle årsopgørelse. Men nye tal fra Skattestyrelsen viser, at 16,8 pct. af danskerne mellem 18 og 30 år i sidste år blev mødt med et rødt tal i årsopgørelsen for 2017. Hvis tendensen gentager sig i den helt nye årsopgørelse betyder det, at ca. hver sjette skal betale restskat i år. 

Selvom unge gennemsnitligt får en lavere restskat end den samlede befolkning på tværs af aldersgrupper, udgør unges restskat en forholdsmæssig større andel af deres indkomst.

- De 18-årige, der får en skatteregning i årsopgørelsen, skal i gennemsnit betale flere tusinde kroner i restskat. Det kan opleves som virkelig mange penge for en 18-årig, der stadig går i skole eller er på elevløn. Derfor er det en god ide at sætte sig ind i, hvordan man får sin løbende skattebetaling til at passe, når året opgøres i årsopgørelsen. Det gør man bedst ved løbende at holde øje med sin forskudsopgørelse, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Karoline Klaksvig. 

Ser man på den samlede gruppe unge i alderen 18-30 år, som blev mødt med et rødt tal i deres årsopgørelse sidste år, skulle de i gennemsnit betale 4.045 kroner tilbage. 5,9 pct. af de 18-årige skulle betale restskat, men andelen af restskattebetalere vokser støt med alderen. Eksempelvis fik 10 procent af de 19-årige et skattesmæk, mens 21,6 procent af de 30-årige skulle betale penge tilbage i skat. Til sammenligning fik ca. 21 pct. af alle danskere et skattesmæk på gennemsnitligt ca. 6.350 kr.

- Der er nok ikke mange unge, der skænker deres forskudsopgørelse en tanke. Men det er der altså en rigtig god grund til at gøre. Det kan nemlig betyde, at man slipper for et dyrt skattesmæk, hvis man husker at ændre i sin forskudsopgørelse, når man eksempelvis køber hus eller flytter tæt på sit job og ikke længere har kørselsfradrag, siger Karoline Klaksvig. 

Skattestyrelsen er ansvarlig for de i alt 4,6 mio. årsopgørelser, der bliver udarbejdet for 2018. Det sker på baggrund af 200 mio. automatiserede og digitaliserede oplysninger.

Læs resultatark om unge og skat: Hver sjette mellem 18 og 30 år får restskat

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Det er Skattestyrelsen, der er ansvarlig for årsopgørelsen, og det er derfor faktuelt forkert at omtale organisationen SKAT i den forbindelse. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk

 Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; virksomheder, tlf.: 7222 1818