Gå til indhold

Årsopgørelsen 2018: Det skal du være opmærksom på

Fra mandag den 11. marts kan 4,6 millioner borgere se deres års-opgørelse på skat.dk. Skattestyrelsen får de fleste oplysninger au-tomatisk, og langt de fleste behøver ikke selv foretage sig noget. Det er dog stadig vigtigt at tjekke sine oplysninger.

Årsopgørelsen for 2018 er på trapperne. Mandag den 11. marts vil 4,6 millioner borgere enten blive mødt af et grønt tal, fordi de skal have overskydende skat tilbage eller et rødt tal, fordi de skal betale restskat, når de ser deres årsopgørelse i TastSelv på skat.dk.

- Uanset, om man bliver mødt af et grønt eller rødt tal, så er det vigtigt at kontrollere om oplysningerne stemmer. Selvom vi får langt de fleste oplysninger automatisk, så skal man være opmærksom på, om man har ændringer eller tilføjelser til årsopgørelsen, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen forventer, at omkring 15 % – eller ca. 700.000 personer – har ændringer til årsopgørelsen.

Typiske områder man skal tjekke
De fem områder, hvor flest skal tjekke eller selv oplyse enten fradrag eller indtægter, er:

  • Kørselsfradrag

  • Børnebidrag

  • Aktier, værdipapirer, udbytte m.v.

  • Håndværkerfradrag

  • Indtægter ved deleøkonomi, fx ved udlejning af bolig og bil

Halvdelen af de borgere, der har ændringer til årsopgørelsen, har ændringer til kørselsfradraget.

Nye automatiske fradrag i årsopgørelsen
For 2018 er der indført nye og ændrede fradrag, der automatisk er beregnet på årsopgørelsen. Beskæftigelsesfradraget er blevet hævet til maksimalt 34.300 kr., og der er indført et jobfradrag på maksimalt 1.400 kr. i 2018. Derudover er der indført et ekstra pensionsfradrag, hvor størrelsen afhænger af, hvornår man kan gå på folkepension.

- Når man åbner årsopgørelsen i år, vil mange opleve, at der i beregningen af skatten som noget nyt indgår et jobfradrag og et ekstra pensionsfradrag. Det er nye fradrag, som vi automatisk beregner, så man skal ikke selv gøre noget for at få det, fortæller Karoline Klaksvig.

Bundskatten er for 2018 blevet sænket fra 11,15 til 11,13 procent. Samtidigt er den såkaldte udligningsskat på pensionsudbetalinger afskaffet. Skatten var i 2017 på 3 % af pensionsudbetalinger over 388.200 kr.

Få hjælp med Skattestyrelsens fradragstest
Det skal være let at finde ud af, hvilke fradrag, der kan være relevante for borgerne. Skattestyrelsen tilbyder derfor også i år med en såkaldt fradragstest, som man kan tage på skat.dk. I testen stiller Skattestyrelsen nogle få og enkle spørgsmål og præsenterer herefter information om de fradrag, der kan være relevante for den enkelte.

- Vi er klar over, at det kan være svært at overskue hvilke fradrag, der kan være relevante. Derfor er vi også i år klar med en onlinebaseret fradragstest. Det kan være en rigtig god ide, hvis man er i tvivl om, hvilke fradrag der er relevante, og man vil undgå at snyde sig selv. For os handler det om, at borgerne også kender de fradagsmuligheder, der er tilgængelige, forklarer Karoline Klaksvig.

Skattestyrelsens fradragstest kan findes på skat.dk/fradragstest

Overskydende skat og restskat
Skattestyrelsen udbetaler overskydende skat første gang den 5. april. Det sker på baggrund af ændringer og tilføjelser, der er oplyst frem til og med den 28. marts. Ændringer efter den dato vil medføre en ny årsopgørelse og eventuelt en ny udbetaling eller opkrævning.

- Erfaringerne fra tidligere år er, at omkring tre fjerdele vil blive mødt med et grønt tal, fordi de skal have penge tilbage og omkring en fjerdedel vil blive mødt med et rødt tal, fordi de skal betale restskat. Om det også bliver sådan i år er for tidligt at sige, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

For ændringer eller tilføjelser, der foretages efter den 28. marts, vil udbetaling af overskydende skat ske efter 12 dage.

Overskydende skat over 100.000 kr. bliver ligeledes overført til borgernes Nemkonto, men det vil tage lidt længere tid. Hvis man selv eller ens ægtefælle har gæld til det offentlige, vil den overskydende skat blive brugt til at betale af på gælden inden en evt. rest vil blive udbetalt.

Skattestyrelsen 
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818