Gå til indhold

Grønt lys til samarbejde med advokater i arbejdet med at få udbyttebeløb tilbage til Danmark

Kammeradvokaten har undersøgt habiliteten hos Skattestyrelsens advokater Pinsent Masons samt repræsentanter fra One Essex Court og konkluderer, at begge er habile til at varetage Skattestyrelsens interesser i udbyttesagen.

Skattestyrelsen arbejder målrettet på at få de 12,7 mia. kr. tilbage til den danske statskasse, som der er formodet svindlet for med refusionen af udbytteskat. Arbejdet nåede en milepæl i maj 2018, hvor de første civilretlige sager blev anlagt. Der er i dag anlagt ca. 420 sager med krav om tilbagebetaling af det fulde beløb, og der er indgået de to første forlig.

Der er tale om et omfattende arbejde, hvor Skattestyrelsen har brug for kompetent advokatbistand – både her i landet og i udlandet.

I november opstod der tvivl om, hvorvidt nogle af Skattestyrelsens udenlandske samarbejdspartnere - advokathuset Pinsent Masons og repræsentanter fra One Essex Court - var habile til at bistå Skattestyrelsen. Skattestyrelsen bad derfor Kammeradvokaten om at undersøge habilitetsspørgsmålet nærmere.

Kammeradvokaten har nu undersøgt habiliteten hos Skattestyrelsens repræsentanter fra Pinsent Masons i henholdsvis England og Dubai, samt repræsentanter fra One Essex Court i England. Undersøgelserne er bl.a. baseret på en vurdering foretaget af en uafhængig engelsk advokat.

Kammeradvokaten konkluderer på baggrund af sine undersøgelser, at både Pinsent Masons og repræsentanterne fra One Essex Court er habile til at repræsentere Skattestyrelsen i udbyttesagen. Der er således ikke grundlag for, at Skattestyrelsen afbryder sit samarbejde med de advokathuse, som bistår styrelsens arbejde.

- På baggrund af de foretagne undersøgelser finder jeg - ligesom den uafhængige undersøger i England - ikke, at der foreligger inhabilitet for hverken advokatfirmaet Pinsent Masons eller de fire barristers fra One Essex Court, siger Boris Frederiksen, Kammeradvokaten.

Arbejdet med at få de formodede svindlede beløb tilbage til Danmark kan nu fortsætte. Steen Bechmann Jacobsen, fagdirektør i Særlig Kontrol i Skattestyrelsen, udtaler:

- Det er helt afgørende for mig, at de repræsentanter, Skattestyrelsen antager, er både habile og kompetente til at føre sagerne. Vi har valgt en række samarbejdspartnere i Danmark og i udlandet ud fra et ønske om at stå så stærkt som muligt i arbejdet med at få beløbene tilbage. Derfor er jeg selvfølgelig tilfreds med, at Kammeradvokaten konkluderer, at vi kan fortsætte vores arbejde med at få så mange penge som muligt tilbage til statskassen.

Læs Kammeradvokatens redegørelse i anonymiseret form.
Læs Pinsent Masons redegørelse i anonymiseret form.
Læs uafhængig redegørelse i anonymiseret form.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; virksomheder, tlf.: 7222 1818