Gå til indhold
Foto: Skattestyrelsen
Foto: Skattestyrelsen

Aktion i Herning afslører problemer med social dumping

I en landsdækkende aktion mod social dumping afslørede Skattestyrelsen for nylig problemer med social dumping i tre virksomheder omkring Herning. Virksomhederne kan forvente yderligere kontrol, så Skattestyrelsen kan opgøre den skat og moms, der mangler at blive betalt.

Skattestyrelsen var den 17. juni på årets fjerde landsdækkende aktion mod social dumping. Som led i aktionen har Skattestyrelsen kontrolleret 40 virksomheder fordelt over hele landet. Fem af de kontrollerede virksomheder var i og omkring Herning. I tre af virksomhederne blev der konstateret indikationer på social dumping. 

- Social dumping er et vigtigt fokusområde for os, da det kan føre til unfair konkurrence over for virksomheder, der følger reglerne. Vores kontrol har derfor fokus på, at især udenlandske medarbejdere og virksomheder afregner korrekt skat og moms til Danmark, siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

De tre virksomheder, hvor Skattestyrelsen fandt indikationer på social dumping kan nu se frem til yderligere kontrol, så den skat og moms, der mangler at blive betalt til Danmark, kan opgøres

- Det er det samme problem, der går igen i de tre udenlandske enkeltmandsvirksomheder, vi skal se nærmere på. De tre virksomhedsejere bør være lønmodtagere i den danske virksomhed, de udfører arbejde for i stedet for at være selvstændige. Den danske virksomhed skal derfor løbende indeholde skat af deres løn, inden den bliver udbetalt, siger Preben Buchholtz.

Den landsdækkende kontrolaktion er gennemført i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet. Samlet set har Skattestyrelsen kontrolleret 40 virksomheder og fundet problemer med social dumping i lidt over halvdelen. Under aktionen mødte Skattestyrelsen i virksomhederne i alt 121 medarbejdere, hvor de 101 var udenlandske. Halvdelen af kontrollerne er gennemført i byggebranchen.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818

 

Indsatsen mod social dumping

Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet har siden 2012 samarbejdet i en fælles myndighedsindsats. Indsatsens formål er at bekæmpe social dumping og sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og efter danske regler.

Myndighedsindsatsen indebærer, at Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet hvert år gennemfører landsdækkende og regionale fællesaktioner på steder med mistanke om social dumping og brug af illegal arbejdskraft i relevante brancher, fx på byggepladser, landbrug, gartnerier, rengøring og restauranter.

På fællesaktionerne kontrollerer myndighederne virksomhedernes arbejdsmiljø og skatteforhold, og om de udenlandske medarbejdere skal betale skat i Danmark samt har arbejds- eller opholdstilladelse.

Skattestyrelsens kontrol mod social dumping har i 2024 ført til udsendte skatteopkrævninger for knap 550 mio. kr. på baggrund af godt 3.000 kontroller. Det er rekordhøjt. Siden 2020 har indsatsen resulteret i udsendte skatteopkrævninger for over 2 mia. kr.

Læs mere om den fælles myndighedsindsats mod social dumping