Gå til indhold
Skattestyrelsen jakke logo_680x454px

Aktion afslører problemer med social dumping i Aarhus

Som led i årets femte landsdækkende aktion mod social dumping fik syv virksomheder i Aarhus for nylig besøg af flere myndigheder. Skattestyrelsen afslørede problemer med social dumping i seks af disse, der kan se frem til yderligere kontrol.

Skattestyrelsen gennemførte torsdag den 22. august 2024 årets femte landsdækkende aktion mod social dumping i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet. Under aktionen fik syv virksomheder hovedsageligt inden for byggebranchen i Aarhus besøg af Skattestyrelsen - kontrollerne har særligt fokus på at der afregnes korrekt skat og moms til Danmark af især udenlandske arbejdere og virksomheder. 

- Vi kontrollerede syv virksomheder og fandt indikationer på social dumping i seks af disse. Det svarer til 85 pct. af virksomhederne. Det er betydeligt flere end landsgennemsnittet, hvor vi fandt problemer hos 73 pct. af de kontrollerede virksomheder, siger Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen. 

I Aarhus mener Skattestyrelsen, at de udenlandske arbejdere i de seks virksomheder skal anses for lønmodtagere i den danske virksomhed, de udfører arbejde for. Det betyder, at den danske virksomhed skal indeholde skat af den udenlandske arbejders indtægt. 

- Vi skal nu have set nærmere på de seks virksomheder, hvor vi konstaterede problemer, så vi kan sikre, at der bliver betalt korrekt skat til Danmark af det arbejde, der er udført. Her skal vi bl.a. have opgjort, hvor længe de udenlandske arbejdere har arbejdet her i landet, og hvor meget de har tjent, så vi kan få opgjort og opkrævet den skat, der mangler at blive betalt, siger Ernst O. Nielsen. 

Skattestyrelsen har som led i den landsdækkende aktion besøgt 51 virksomheder. I 37 af disse - hvilket svarer til 73 pct. - fandt Skattestyrelsen indikationer på social dumping. Disse virksomheder kan derfor se frem til yderligere kontrol for at opgøre, hvad der mangler at blive betalt i skat og moms til Danmark. Skattestyrelsen har som led i kontrollerne talt med i alt 100 arbejdere, hvoraf 86 var udenlandske. I Aarhus talte Skatte-styrelsen med ni arbejdere, hvoraf de seks var udenlandske. 

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818

Fælles myndighedsindsats mod social dumping

Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet har siden 2012 samarbejdet i en fælles myndighedsindsats. Indsatsens formål er at bekæmpe social dumping og sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og efter danske regler.
Myndighedsindsatsen indebærer, at Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet hvert år gennemfører landsdækkende og regionale fællesaktioner på steder med mistanke om social dumping og brug af illegal arbejdskraft i relevante brancher, fx på byggepladser, landbrug, gartnerier, rengøring og restauranter.
På fællesaktionerne kontrollerer myndighederne virksomhedernes arbejdsmiljø og skatteforhold, og hvorvidt de udenlandske medarbejdere skal betale skat i Danmark samt har arbejds- eller opholdstilladelse.
I 2023 har Skattestyrelsen gennemført 3.321 kontroller fordelt over hele landet. Der blev gennemsnitligt fundet problemer i knap seks ud af ti kontroller. Kontrollerne gav anledning til, at Skattestyrelsen udsendte regninger for over 500 mio. kr. i 2023.
Myndighederne forventer i år at gennemføre otte landsdækkende aktioner mod social dumping.
Læs mere om myndighedernes indsats