Hjælper borgerne med at forstå den skat, de betaler
I over 20 år har Jørgen Samsing både vejledt borgere på telefonen om skatteforhold og lavet sagsbehandling. I dag er han en del af udlandsafdelingen i fagområdet Person i Ribe, hvor han beskæftiger sig med borgere, der har udlandsforhold.
- Jeg bidrager til, at de borgere, jeg er i berøring med, ikke bare betaler den rigtige skat, men også at de får forståelsen for, at det er den rigtige skat, de betaler. Jeg har opbygget en bred skattefaglig viden, har reglerne på rygraden og en masse tung erfaring, der gør det muligt at spotte, hvornår der formentlig ikke er en korrekt sammenhæng mellem det, der er tastet i TastSelv og virkelighedens forhold, forklarer Jørgen om sit arbejde.
Kontrolarbejde der bygger på skattefaglig erfaring
Jørgen kontrollerer de sager, computeren trækker ud fra TastSelv systemet, med mistanke om fejlindtastninger.
- Mit arbejde er at gennemgå de udtrukne sager og se, om det giver mening, at borgeren fx har et fradrag på 100.000 for en udlandsbolig, forklarer Jørgen.
Herefter vil sagsbehandlingen gå i gang med et brev til borgeren om dokumentationskrav og efterfølgende vil der være en dialog med borgeren om dette.
- Det er kontrolarbejde, der bygger på skattefaglig erfaring og handler om, at stykke alle brikkerne i puslespillet sammen, og samtidig hjælpe borgerne med at forstå den skat, de så skal betale. Og det er både spændende, lærerigt og fagligt tilfredsstillende, siger Jørgen.
En arbejdsplads med faglighed og gode kolleger
Især tre ting fremhæver Jørgen som afgørende for, at han er blevet længe på samme arbejdsplads; dygtige og søde kolleger, spændende og udfordrende opgaver og fleksibilitet.
- Skattestyrelsen udvikler sig hele tiden som arbejdsplads, og det gør opgaverne også. Faglig viden og erfaring bliver stadig værdsæt, ligesom der er masser af mulighed for at lære nyt og udvikle sig, fremhæver Jørgen.