Også stigning i fejl ved angivelse af moms
I 2011 var der fejl i 34 pct. af selskabernes momsangivelser, mens andelen i 2020 var 56 pct.
Den største stigning skete fra 2015 til 2018. Det skønnes, at en mindre del svarende til 3 procentpoint kan tilskrives fjernelse af bagatelgrænsen.
Fra 2018 til 2020 faldt andelen af selskaber med fejl i momsangivelsen fra 61 pct. til 56 pct. Som med udviklingen for skatteområdet skal faldet dog fortolkes med forsigtighed på grund af en mindre stikprøve og dermed større usikkerhed i målingen.
Udviklingen i andelen af små og mellemstore selskaber med fejl i angivelsen af moms, inkl. statistisk usikkerhed, 2011-2020
Anm.: Fra 2020 gennemføres undersøgelsen årligt på baggrund af en mindre stikprøve. Den mindre stikprøve medfører, at estimaterne for regelefterlevelsen er forbundet med en større usikkerhed. Usikkerheden i undersøgelserne i 2011, 2013, 2015 og 2018 er +/- 4 procentpoint. Usikkerheden i 2020 er +/- 7 procentpoint. Dermed er faldet fra 2018 til 2020 ikke statistisk signifikant og kan skyldes tilfældigheder.
Det er særligt tre typer af fejl, som selskaberne begik i perioden 2011 til 2020, når de skulle angive moms.
Den hyppigste fejltype for selskaberne vedrører diverse private udgifter, som om-fatter fejlagtigt fradrag for købsmoms af udgifter, der kan betegnes som private. Fx havde et selskab fratrukket moms af udgifter til vinduespolering af privat bopæl og driftsudgifter for privat bil. I perioden begik 13 pct. af selskaberne denne fejl.
Fejltyper – moms selskaber |
Fejlprocent |
Diverse private udgifter |
13,0 |
Kontoen for købsmoms skal indeholde de fradragsberettigede beløb, som er faktureret til virksomheden |
9,1 |
Privat andel |
9,0 |
Den anden hyppigste fejltype omfatter udgifter, der korrekt ikke er faktureret med moms, men hvor den købende virksomhed alligevel har beregnet og afløftet en købsmoms. Desuden omfatter fejltypen udgifter, hvor den købende virksomhed ikke skal bære omkostningerne og derfor ikke kan få fradrag, men fratrækker den alligevel. Godt 9 pct. af selskaberne begik denne fejl i perioden.
Fejltypen privat andel omfatter en ændret fordeling af driftsudgifter mellem privat og erhverv. Igen rangerer fejlene fra grove til de mere simple. Eksempelvis har et selskab fratrukket den private andel af købsmomsen af en telefon, hvor det kun er selskabets andel af købsmomsen, som kan fratrækkes. I perioden begik 9 pct. af selskaberne denne fejl.