Gå til indhold

Skattestyrelsen finder fejl i mere end halvdelen af kontrollerne mod social dumping

I de første seks måneder af 2024 har Skattestyrelsen fundet fejl eller snyd i mere end halvdelen af kontrollerne mod social dumping. Det har udløst udsendte opkrævninger for ca. 266 mio. kr.

Hent publikation som pdf

I mere end 12 år har Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet indgået i et fælles myndighedssamarbejde mod social dumping. Sammen gennemfører myndighederne landsdækkende fællesaktioner på steder med mistanke om social dumping og risiko for fejl og snyd.

Det er Skattestyrelsens opgave at kontrollere, hvorvidt virksomheder og arbejdstagere, som opererer i Danmark, overholder de danske regler på skatte- og momsområdet. På den måde er Skattestyrelsen med til at forhindre unfair konkurrence i forhold til virksomheder, der overholder reglerne.

I 1. halvår af 2024 har Skattestyrelsen gennemført ca. 1.700 kontroller mod social dumping hos udenlandske og danske virksomheder, jf. figur 1. I mere end halvdelen af kontrollerne er der fundet fejl eller snyd, hvilket efterfølgende har ført til en regulering i virksomhedens eller arbejdstagerens skatteangivelse.

Figur 1. Antal kontroller og træfprocent i perioden 2019 - 1. halvår 2024 

""

Anm.: Der kan være forskel ift. tidligere publiceret data grundet fx efterregistreringer.
Kilde: Skattestyrelsen.

Den fælles myndighedsindsats har et særligt fokus på at kontrollere de brancher, hvor der erfaringsmæssigt er størst risiko for social dumping. Det gælder særligt byggebranchen, det grønne område og servicebranchen. Derudover har den fælles myndighedsindsats fokus på at kontrollere arbejdssteder fordelt over hele landet.

Kontrollerne i 2024 har ført til udsendte opkrævninger for 266 mio. kr.

Hvis Skattestyrelsen ved en kontrol finder fejl i virksomheders og arbejdstageres skatte- og momsregistrering, vil styrelsen efterfølgende sende en opkrævning på den manglende betaling.

Gennem en årrække har Skattestyrelsen fastholdt et højt niveau for indsatsen mod social dumping, og siden 2019 har indsatsen ført til udsendte skatteopkrævninger for i alt ca. 2,1 mia. kr., jf. figur 2. Alene i 1. halvår af 2024 har kontrollerne ført til, at Skattestyrelsen har udsendt opkrævninger for ca. 266 mio. kr.

Figur 2. Udsendte skatteopkrævninger i perioden 2019 - 1. halvår 2024, mio. kr. (2024-niveau)

""

Anm.: Tallene er opgjort pr. 30. juni 2024 . Der kan være forskel ift. tidligere publiceret data grundet fx efterregistreringer. Tallene er korrigeret for udviklingen i BNP (Økonomisk Redegørelse, maj 2024)
Kilde: Skattestyrelsen.

Styrket sammenhæng på tværs af kontrolindsatser

Det er Skattestyrelsens erfaring, at flere af de virksomheder, der benytter sig af social dumping, også begår fejl eller bevidst snyder med skatte- og momsbetalingen på andre områder.   

Nogle virksomheder køber fx fiktive fakturaer for at skaffe kontanter til at betale underentreprenører eller til at kunne aflønne arbejdstagere uden om skattesystemet. Det er også Skattestyrelsens erfaring, at nogle af de virksomheder, som bliver kontrolleret for social dumping, også begår kædesvig ved bevidst at undgå skattebetaling gennem kæder af underleverandører, stråmænd og fiktive virksomheder. Skattestyrelsen har derfor styrket sammenhængen mellem kontrol-indsatsen mod social dumping og den generelle kontrolindsats mod skatteøkonomisk kriminalitet, fx gennem øget koordinering og en løbende udveksling af erfaringer og oplysninger.