19-12-2024
Rekordhøjt antal fejl fundet i kontrol med indtægter fra digitale platforme
Digitale platforme har gjort det nemmere for borgere at tjene penge ved fx at udleje deres bolig eller bil. Sådanne digitale platforme kaldes kapitalplatforme. De nye indtægtsmuligheder er dog også med til at øge risikoen for fejl og sort økonomi, da borgerne i høj grad selv skal oplyse Skattestyrelsen om deres indtægter.
Skattestyrelsen kontrollerer derfor borgernes og platformenes oplysninger efter en vurdering af risiko og væsentlighed. Kontrollerne skal sikre, at indtægter fra kapitalplatforme bliver beskattet korrekt.
I 2023 fandt Skattestyrelsen fejl i 92 pct. af kontrollerne, jf. figur 1. Til sammenligning fandt styrelsen fejl i 38 pct. af kontrollerne i 2020. Udviklingen er blandt andet et udtryk for, at Skattestyrelsen er blevet bedre til at udvælge de rigtige sager.
I samme periode har Skattestyrelsen øget kontroltrykket. Siden 2020 har styrelsen gennemført i alt knap 4.000 kontroller. I 2023 blev indsatsen styrket med flere ressourcer, hvilket førte til en rekordhøj stigning i antallet af kontroller, jf. figur 1.
Figur 1. Antal kontroller og træfprocent, 2020-2023
Rekordhøjt opkrævningsbeløb
Skattestyrelsens kontroller peger på, at den mest hyppige fejl er, at borgerne helt eller delvist undlader at oplyse indtægterne fra kapitalplatforme på deres årsopgørelse. Siden 2020 har styrelsens kontrolindsats ført til, at der er udsendt opkrævninger for i alt ca. 40 mio. kr. Alene i 2023 førte kontrolindsatsen til et rekordhøjt opkrævningsbeløb på knap 17 mio. kr., jf. figur 2.
Generelt har værdien af de udsendte opkrævninger i perioden været stigende. Det skyldes blandt andet, at Skattestyrelsen de seneste år har modtaget flere indberetninger og bedre oplysninger fra tredjeparter end tidligere. I 2022 faldt værdien af de udsendte opkrævninger dog sammenlignet med de andre år. Det skyldes blandt andet, at styrelsen havde fokus på en ny platform, der resulterede i opkrævninger af mindre værdi sammenlignet med tidligere kontroller.
Figur 2. Udsendte opkrævninger i mio. kr., 2020-2023 (2023-niveau)
Europæisk samarbejde skal reducere skatteunddragelse
Fra 2023 er kapitalplatforme forpligtede til at indsamle og indberette oplysninger til Skattestyrelsen om borgernes indtægter. Kravet er en del af et nyt EU-direktiv, det såkaldte DAC7, som skal styrke samarbejdet mellem EU-landene og reducere risikoen for skatteundgåelse og -unddragelse ved indtægter fra udlejning af fast ejendom og transportmidler samt køb og salg af varer og tjenesteydelser.
Med direktivet får Skattestyrelsen pligt til at udveksle oplysninger med andre europæiske lande om borgere, som har indtægter fra danske digitale platforme. Ligeledes vil styrelsen modtage oplysninger om danske borgeres udlejningsaktivitet via udenlandske platforme. Direktivet er således med til at understøtte Skattestyrelsens kontrolindsats og vil samtidig gøre det lettere for borgere med indtægter fra kapitalplatforme at oplyse deres indtægter på årsopgørelsen, idet det i højere grad bliver automatiseret.
For at sikre at danskerne har de bedste betingelser for at betale korrekt skat af deres indtægter fra platformene, vejleder Skattestyrelsen på området på skat.dk for at understøtte målgruppens behov.