03-12-2025
Kontrol med pengeoverførsler resulterer i udsendte opkrævninger for 3,1 mia. kr.
Når virksomheder eller privatpersoner overfører penge til eller fra Danmark, skal der betales skat af indtægterne. Det kan fx være, når en udenlandsk virksomhed overfører løn til en borger i Danmark. Disse overføres ikke altid til årsopgørelsen, og så står modtageren selv med ansvaret for at indberette oplysningerne.
Skattestyrelsen kontrollerer ved Money Transfer-indsatsen løbende, om der bliver betalt korrekt skat af de formuer og indtægter, der overføres til og fra udlandet. Er der ikke betalt korrekt skat af overførslerne, sender Skattestyrelsen en opkrævning.
Siden 2009, hvor Skatterådet første gang gav Skattestyrelsen tilladelse til at indhente skatteoplysninger om pengeoverførsler hos bankerne, har Statsstyrelsen udsendt opkrævninger for ca. 3,1 mia. kr., jf. figur 1. I nuværende ind-satsperiode inklusive 2024 er der udsendt opkrævninger for 300 mio. kr.
Figur 1. Akkumulerede udsendte opkrævninger fra kontroller med pengeoverførsler, mia. kr.

Knap otte ud af ti sager fører til regulering
I alt har Skattestyrelsen gennem indsatsen kontrolleret mere end 10.000 sager, og styrelsen er løbende blevet bedre til at identificere svig og manglende skattebetaling. Da Skattestyrelsen begyndte indsatsen i 2009, blev et stort antal sager udvalgt til kontrol, men træfprocenten var relativt lav. Siden har styrelsen opbygget større viden på området, og analysen af data samt udvælgelsen af sager til kontrol er blevet langt mere effektiv.
I den nuværende indsatsperiode, som startede i 2023 og løber indtil medio 2026, er der til og med udgangen af 2024 kontrolleret knap 500 sager med en træfprocent på 77 pct., jf. figur 2.
Figur 2. Kontrolsager med pengeoverførsler og træfprocent, 2009-2024

Vejledningsindsats med et lovende potentiale
Erfaringer fra indsatsen viser, at mange danske skatteydere modtager betalinger fra udlandet, som er lønudbetalinger. Fx har Skattestyrelsen for indkomstårene 2020 til 2022 udsøgt ca. 4.000 skatteydere, hvor skatteydere har modtaget lønudbetalinger på over 500.000 kr. fra udlandet.
For at hjælpe skatteyderne med at foretage korrekt indberetning har Statsstyrelsen i et pilotprojekt undersøgt effekten af at udsende et vejledningsbrev. Knap 1.000 personer, som havde modtaget mulige lønoverførsler fra udenlandske overførsler, modtog i februar 2024 en påmindelse om at huske at oplyse indtægterne på deres årsopgørelse. Af disse personer indberettede 4 pct. deres indkomst, som svarede til i alt ca. 38 mio. kr., mens der i den tilsvarende kontrolgruppe, der ikke modtog brevet, ikke blev foretaget ændringer.
På den baggrund vurderer Skattestyrelsen, at pilotprojektet har haft en mindre, men positiv effekt. Som følge heraf fortsætter arbejdet med at udvikle vejledning, der hjælper skatteyderne med at foretage korrekt skattebetaling af udenlandske lønoverførsler.
