Gå til indhold

Flest sager om social dumping i bygge- og anlægsbranchen

Siden 2019 har Skattestyrelsens kontrolindsats mod social dumping ført til regulering af skatte- og afgiftsangivelser i knap 3.600 sager. Over halvdelen af fejlene findes i bygge- og anlægsbranchen.

Hent publikation som pdf

Arbejde i Danmark skal foregå efter danske skatte- og afgiftsregler. Der er dog en tendens til, at nogle virksomheder og brancher har flere sager med social dumping end andre. Social dumping skaber uretfærdig konkurrence for de virksomheder og arbejdstagere, der overholder lovgivningen.

Sammen med Arbejdstilsynet og politiet har Skattestyrelsen særligt fokus på at kontrollere de brancher, hvor der erfaringsmæssigt er størst risiko for social dumping. Det drejer sig især om byggebranchen, landbruget, gartnerier, rengøring og restauranter.

I perioden fra 2019 til 2023 har Skattestyrelsen afsluttet ca. 7.400 sager om social dumping og heraf fundet fejl i knap 3.600 sager. Med over 4.300 sager blev der afsluttet flest sager i bygge- og anlægsbranchen, jf. figur 1.

Figur 1. Antal sager og andel sager med regulering fordelt på brancher, 2019-2023

""

Anm.: Servicebranchen dækker fx over rengøring, hotel og transport, mens det grønne område fx er landbrug, gartneri og skovbrug. Kategorien ’Øvrige’ dækker særligt over autoværksteder, industri m.m. Optælling er baseret på afsluttede sager, hvor én kontrolleret virksomhed eller én arbejdstager tæller for én sag uanset antallet af kontroller i den enkelte sag. En sag kan indeholde flere kontroller af forskellige skatter eller afgifter hos én virksomhed eller én person i ét indkomstår. Antallet af sager stemmer dermed ikke overens med antallet af kontroller.
Kilde: Skattestyrelsen.

Der er samtidig forskel på, hvor mange sager der indeholder fejl afhængigt af, hvilken branche der er tale om. I næsten 60 pct. af sagerne på det grønne område har Skattestyrelsen foretaget en regulering af skatte- og afgiftsangivelsen, mens det på serviceområdet er 36 pct.

Over halvdelen af reguleringsbeløbet stammer fra bygge- og anlægsbranchen

Hvis Skattestyrelsens kontrol viser fejl og/eller mangler i virksomhedens registreringer af skatter og afgifter, foretager styrelsen en regulering af skatte- og afgiftsangivelsen og udsender en opkrævning.

I perioden 2019 til 2023 har Skattestyrelsens kontrolindsats mod social dumping ført til, at styrelsen har udsendt opkrævninger for ca. 1,8 mia. kr. Bygge- og anlægsbranchen står med 64 pct. for størstedelen af det samlede reguleringsbeløb fra sager om social dumping, jf. figur 2. Det modsvarer, at over halvdelen af kontrollerne blev foretaget på området. Tilsvarende repræsenterer det grønne område 5 pct. af det samlede reguleringsbeløb.

Figur 2. Andel af det samlede reguleringsbeløb fordelt på brancher, 2019-2023

""

Kilde: Skattestyrelsen

Vejledning i at undgå social dumping

Erfaringen fra myndighedssamarbejdet mod social dumping er, at ikke alle virksomheder og arbejdstagere har kendskab til de danske skatte- og afgiftsregler. Skattestyrelsen arbejder derfor løbende på at forbedre vejledningen om danske skatteforhold, så arbejdstagere og virksomheder har de bedste forudsætninger for at sikre ordentlige arbejdsvilkår og for at betale den korrekte skat. Vejledningsinitiativerne omfatter blandt andet direkte dialog med danske virksomheder, som gør brug af udenlandsk arbejdskraft, og generel virksomhedsvejledning på Skattestyrelsens hjemmeside.

Boks 1. Eksempel på landsdækkende social dumping-aktion

I august 2024 besøgte myndighedssamarbejdet 51 virksomheder fordelt på 27 adresser over hele landet. Her er det Skattestyrelsens opgave at kontrollere, om virksomhederne overholder reglerne på skatte- og momsområdet.

Ud af disse var 39 virksomheder fra byggebranchen. Samlet blev der fundet fejl eller mangler i 27 ud af 51 kontrollerede virksomheder. Det drejer sig fx om, hvorvidt lønnen og skatten er indberettet korrekt for de ansatte samt at sikre, at både virksomheder og ansatte er registreret korrekt.