25-04-2025
De fleste borgere skal have penge tilbage i skat

Alle borgere, der betaler skat i Danmark, modtager hvert år en årsopgørelse. Her kan borgerne få et overblik over deres samlede skattebetaling fra det seneste indkomstår og oplyse eventuelle fradrag. Årsopgørelsen for indkomståret 2024 åbnede i marts, og borgerne har efterfølgende kunnet se, om de har betalt for lidt eller for meget i skat det seneste år. Hvis der er betalt for meget i skat, vil de fleste borgere få udbetalt den overskydende skat fra den 25. april 2025.
I indkomståret 2024 har 3,8 mio. borgere samlet betalt 25,4 mia. kr. for meget i skat, jf. figur 1. Det svarer til, at disse borgere i gennemsnit har en overskydende skat på 6.621 kr. Samtidig viser de nyeste tal fra Skattestyrelsen, at mere end 82 pct. af borgerne får penge tilbage i skat. Omvendt har knap 800.000 borgere betalt for lidt i skat. Disse borgere skal i alt betale 7,8 mia. kr. i restskat. Antallet af borgere med en restskat er samtidig steget med knap 85.000 fra godt 700.000 i 2023.
Figur 1. Nøgletal for udbetalingen af overskydende skat for indkomståret 2024

Til sammenligning udbetalte Skattestyrelsen i 2024 ca. 25,7 mia. kr. (2024-niveau) til 3,9 mio. borgere.
Region Hovedstaden får i gennemsnit mest overskydende skat tilbagebetalt
Udbetalingen af den overskydende skat fordeler sig jævnt på tværs af regionerne. Borgere, der har overskydende skat, i Region Hovedstaden skal i gennemsnit have tilbagebetalt det største beløb. Her skal i alt 1,2 mio. borgere i gennemsnit have 7.100 kr. tilbage i overskydende skat, jf. figur 2. Samtidig er det i Region Syddanmark, hvor borgere med overskydende skat får den gennemsnitlige laveste tilbagebetaling. I alt har 820.000 borgere i regionen i gennemsnit overskydende skat til en værdi af 6.315 kr.
Figur 2. Regional fordeling af overskydende skat for indkomståret 2024

Der kan læses mere om den overskydende skat i alle landets kommuner på Skattestyrelsens hjemmeside. Her findes også en opgørelse af antal borgere med restskat samt det samlede beløb i restskat fordelt på de enkelte kommuner.
Boks 1. De fleste danskere får udbetalt den overskydende skat 25. april 2025
For de borgere, der har betalt for meget i skat, kan langt de fleste se den overskydende skat på deres NemKonto fra den 25. april 2025. Det gælder dog ikke for borgere, som har en gæld til det offentlige, hvor den overskydende skat først vil blive brugt til at afdrage på gælden. Hvis den overskydende skat er stor nok til at dække gælden, vil det resterende beløb blive udbetalt til borgeren efterfølgende.
Derudover kan Skattestyrelsen tilbageholde store beløb i overskydende skatter, hvis de skal gennemgå manuel kontrol inden udbetaling, eller hvis borgerne mangler at give nogle oplysninger på deres årsopgørelse. Det vil fremgå af borgernes årsopgørelse, hvis ikke de får den overskydende skat udbetalt med det samme.
I 2023 betalte borgerne alt i alt knap 707 mia. kr. i personskatter.