22-08-2025
Borgere med uforudsigelig indkomst rammer ofte skævt med skattebetalingen

Langt de fleste borgere i Danmark er enten lønmodtagere eller selvstændig erhvervsdrivende. Mellem disse to grupper er der en gruppe bestående af mere end 275.000 borgere, der har mere utraditionelle beskæftigelsesformer, som betegnes den tredje gruppe. Disse borgere modtager indkomst gennem fx bestyrelseshonorarer, undervisning, arbejdsplatforme, sociale medier eller freelancearbejde, jf. boks 1.
En del af disse borgere får automatisk indberettet deres indkomst på årsopgørelsen, mens andre selv skal sikre, at deres indkomst og fradrag oplyses til Skattestyrelsen. Fælles for borgerne i gruppen er, at de selv skal oplyse deres indkomst på forskudsopgørelsen, så de løbende betaler den rigtige skat. En stor del af den tredje gruppe har svært ved at forudsige deres indkomst og dermed oplyse de korrekte indkomstoplysninger på forskudsopgørelsen eller får det ikke gjort i løbet af året. De står derfor ofte med en stor restskat eller overskydende skat, når årsopgørelsen gøres op.
I 2023 skulle de borgere i den tredje gruppe, der havde en restskat, i gennem-snit betale mere end 40.000 kr. tilbage, mens den overskydende skat var på godt 16.000 kr. for gruppen, jf. figur 1. Til sammenligning var den gennemsnitlige restskat for borgere med simple skatteforhold ca. 7.200 kr., mens den overskydende skat var på ca. 5.900 kr. Borgere i den tredje gruppe rammer altså ofte mere skævt på deres forskudsopgørelse end traditionelle lønmodtagere. Forskellen kan bl.a. skyldes svingende indkomstmønstre, og at gruppen i højere grad har ret til fradrag sammenlignet med almindelige lønmodtagere.
Figur 1. Gennemsnitlig overskydende skat og restskat, kr., 2023

De fleste borgere i den tredje gruppe får en overskydende skat
I 2023 endte knap 3 ud af 4 i den tredje gruppe med overskydende skat, mens lidt over en fjerdedel af gruppen havde en restskat, jf. figur 2. Dermed har langt de fleste betalt for meget i skat. Det kan fx skyldes, at de har overvurderet deres indtægt i året eller først har registreret et fradrag på årsopgørelsen. Til sammen-ligning havde 4 ud af 5 borgere med simple skatteforhold overskydende skat, mens den resterende femtedel havde en restskat.
Figur 2. Andel af borgere med overskydende skat eller restskat, 2023

Målrettet kontrol af og vejledning til den tredje gruppe
Skattestyrelsen kontrollerer løbende, om der er indberettet og betalt korrekt skat og evt. moms af den tredje gruppes indtægter. Styrelsens kontroller viser bl.a., at borgere, der har indtægter fra fx digitale arbejdsplatforme eller streamingplat-forme, i utilstrækkelig grad oplyser det til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen vejleder derfor løbende om den tredje gruppes skatteforhold, så de er lettere at forstå. Derudover arbejder Skatteforvaltningen på at sikre, at borgernes indkomst i højere grad indberettes automatisk, så skattebetalingen bliver mere præcis, bl.a. gennem EU-direktivet DAC7.
Boks 1. Eksempler på personer i den tredje gruppe

For yderligere information henvises til Skat for freelancere, influencere, gamere og andre på skat.dk og Skattelovrådets rapporter om den tredje gruppe på arbejdsmarkedet.