Gå til indhold

Autoforskud sikrer mere præcise skattebetalinger

I 2023 sendte Skattestyrelsen automatisk forslag til godt 400.000 borgere om justering af deres forskudsopgørelse. Det sikrede, at de samlede restskatter var 6 mia. kr. lavere, end de ellers ville have været.

Hent publikation som pdf

Hvert år i november modtager alle skattepligtige borgere en forskudsopgørelse fra Skattestyrelsen, der skal sikre, at borgerne betaler så korrekte skatter i løbet af året, som det er muligt. Det er derefter borgerens ansvar at justere forskudsopgørelsen i løbet af året, hvis der sker ændringer i fx indkomst, der kan påvirke skattebetalingen.

I maj sender Skattestyrelsen på baggrund af indberetninger om fx løn og pension forslag til en justeret forskudsopgørelse. Den sendes, hvis en borgers skattebetaling ændrer sig med mere end fem pct. i forhold til den seneste forskudsopgørelse. Et sådant forslag kaldes autoforskud.

I 2023 modtog ca. 400.000 borgere et forslag til autoforskud, fordi deres økonomiske forhold havde ændret sig. Godt 365.000 borgere rettede ikke i forslaget og accepterede det dermed. Disse borgere kunne ifølge den ordinære forskudsopgørelse forvente at betale i alt ca. 56,0 mia. kr. i skat for indkomståret 2023, jf. figur 1

Skattestyrelsens nye oplysninger viste dog, at de kunne forvente en samlet skattebetaling på ca. 62,5 mia. kr. på årsopgørelsen. Da skatterne efterfølgende blev opgjort ved årsopgørelsen i 2024, havde disse borgere en samlet skattebetaling på ca. 65,9 mia. kr. Autoforskud var dermed med til at sikre, at forskudsskatterne ramte tættere på den endelige skattebetaling. Det svarer til, at de godt 365.000 borgere potentielt har undgået en restskat på i gennemsnit ca. 18.000 kr.

Figur 1. Forventet skattebetaling med og uden autoforskud for indkomståret 2023, mia. kr.

""
Kilde: Skattestyrelsen

Selvom Skattestyrelsens automatiserede forskudsforslag forsøger at forudse borgernes skattebetalinger så præcist som muligt, kan det være vanskeligt at ramme 100 pct. korrekt. En af årsagerne til dette er, at det kan være svært at forudsige udsving i indkomster og renter, fx ved sæsonarbejde. Samtidig er der oplysninger, som borgerne selv skal indberette, fx kørsels- og servicefradrag.

Autoforskud hjælper borgerne med at ramme rigtigt

Siden 2014 har danskerne i gennemsnit accepteret ca. 370.000 autoforskud om året. Når forslaget accepteres, vil sandsynligheden for, at borgeren betaler for meget eller for lidt i skat, være markant mindre.

Uden Skattestyrelsens automatiserede forskudsforslag ville borgernes skattebetaling i perioden fra 2014 til 2023 i gennemsnit ramme ca. 80 pct. korrekt i forhold til den endelige skattebetaling, der opgøres ved årsopgørelsen, jf. figur 2. Med autoforskud er præcisionen derimod markant forbedret. Borgernes skattebetaling rammer i gennemsnit ca. 92 pct. korrekt på forskudsopgørelsen, når de har modtaget et autoforskud fra Skattestyrelsen. Det kan betyde, at færre borgere får en restskat, når den endelige skat opgøres.

Figur 2. Gennemsnitlig andel af skattebetalingen, der er opgjort korrekt, med og uden autofor-skud, 2014-2023

 

 

""
Kilde: Skattestyrelsen

Sådan fungerer autoforskud

Autoforskud blev indført på forskudsopgørelsen for indkomståret 2014. Hvert år i maj sender Skattestyrelsen første gang autoforskud på baggrund af blandt andet oplysninger fra borgernes seneste årsopgørelse og indberetninger af skatteoplysninger om fx løn og pension fra de første fire måneder af året. Skattestyrelsen sender autoforskud igen i juni og august, hvis borgeren ikke tidligere har fået et autoforskud.

Forslaget skal ikke aktivt accepteres i TastSelv, men vil automatisk træde i kraft, medmindre borgeren foretager ændringer til forslaget.