Udviklingen i personskatteprovenu
Den største post i danskernes skattebetaling er de statslige indkomstskatter. De udgjorde knap 331 mia. kr. i 2023 og dermed 47 pct. af det samlede personskatteprovenu, jf. nedenstående tabel.
Mia. kr. (2023-niveau) | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 |
---|---|---|---|---|---|
Samlet personskatteprovenu | 701 | 732 | 707 | 668 | 707 |
Statslige indkomstskatter | 339,6 | 354,5 | 338,1 | 315,7 | 330,5 |
- Bundskat | 174,6 | 182,9 | 174,8 | 161,7 | 171,6 |
- Topskat | 21,4 | 22,7 | 22,4 | 21,7 | 21,9 |
- Udligningsskat | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
- Sundhedsbidrag | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
- Begrænset skattepligtige | 2,8 | 2,7 | 2,5 | 2,6 | 1,8 |
- Ejendomsværdiskat | 18,0 | 18,2 | 15,5 | 14,2 | 14,4 |
- Arbejdsmarkedsbidrag | 122,7 | 128,1 | 122,8 | 115,5 | 120,7 |
Kommunale indkomstskatter mv. | 301,5 | 317,4 | 304,3 | 278,7 | 295,8 |
Kirkeskat | 8,0 | 8,4 | 8,0 | 7,2 | 7,7 |
Aktieskat | 37 | 36,4 | 39,9 | 52,7 | 57,2 |
Pensionsbeskatning | 9,7 | 9,6 | 8,5 | 8,2 | 8,7 |
Øvrige indkomstskatter | 5,1 | 6,0 | 8,5 | 6,0 | 6,6 |
Alle skattepligtige borgere, hvis indkomst overstiger deres personfradrag, skal betale bundskat. Bundskatten udgjorde over halvdelen af de statslige indkomstskatter i 2023 og var på 171,6 mia. kr. i 2023.
Alle skattepligtige borgere med en indkomst, der overstiger topskattegrænsen, skal desuden betale topskat. I 2023 skulle borgere betale 15 pct. ekstra i skat af indkomst, der overstiger topskattegrænsen. Siden 2019 er topskattegrænsen hævet fra 513.400 kr. til 568.900 kr. i 2023, efter arbejdsmarkedsbidrag er fratrukket.
Provenuet fra topskat har ligget nogenlunde stabilt siden 2019 og udgjorde i 2023 knap 22 mia. kr.
Alle borgere med tilknytning til arbejdsmarkedet betaler desuden arbejdsmarkedsbidrag. Det er et bidrag på 8 pct. af al arbejdsindkomst. Det gælder fx løn, honorarer, feriepenge eller overskud fra selvstændig virksomhed. Der betales ikke arbejdsmarkedsbidrag af overførselsindkomster. Provenuet fra arbejdsmarkedsbidraget var på knap 121 mia. kr. i 2023.
De kommunale indkomstskatter er den næststørste post i det samlede personskatteprovenu og udgjorde i 2023 knap 296 mia. kr.
Aktieindkomstprovenuet afhænger af størrelsen på udbytter, gevinster og tab fra handel med værdipapirer. Borgere med aktieindkomst på op til 58.900 kr. (i 2023) skal betale aktieskat på 27 pct. af indkomsten. Al aktieindkomst derover beskattes med 42 pct. Det samlede provenu fra aktieskatten var i 2023 på godt 57 mia. kr.
Pensionsbeskatningsprovenuet har i perioden fra 2019 til 2023 ligget nogenlunde stabilt på omkring 8-10 mia. kr. årligt.