Gå til indhold

Borgernes kørselsfradrag 2023

I 2023 benyttede omkring 1 mio. borgere sig af kørselsfradraget. I alt blev kørselsfradraget opgjort til 21,4 mia. kr.

Siden indkomståret 2020 har kørselsfradraget været præget af arbejdsmønstre, der har ændret sig efter coronapandemien. Antallet af borgere, der har benyttet kørselsfradraget, har ligget stabilt omkring 1 mio. borgere de seneste fem år. I 2023 var fradragsbeløbet samlet 21,4 mia. kr., jf. figur 1.

Figur 1. Antal borgere med kørselsfradrag og beløbet i mia. kr., 2019-2023 (2023-niveau)

Kørselsfradrag 2023
Anm.: (1) Der kan forekomme afrundingsdifferencer. (2) Tallene er korrigeret for udviklingen i BNP (Økonomisk Redegørelse, december 2024). Kilde: Skattestyrelsen

Kørselsfradraget - et af de mest benyttede fradrag i Danmark

Borgere i Danmark kan få kørselsfradrag, hvis de dagligt har sammenlagt mere end 24 km til og fra arbejde. Der gives ikke fradrag for dage, hvor borgerne har haft hjemmearbejde, været syge, på orlov mv.


Fire ud af fem regioner pendler for over 4 mia. kr.

I 2023 havde borgerne i Region Nordjylland det laveste, samlede kørselsfradrag på 2,1 mia. kr. Til sammenligning havde borgerne i hver af de øvrige fire regioner kørselsfradrag for over 4 mia. kr., jf. figur 2.

Det gennemsnitlige fradrag pr. person var højest i Region Sjælland med over 23.000 kr. pr. person. Det kan tyde på, at borgere i Region Sjælland i gennemsnit har længere til og fra arbejde end i andre regioner, eller at de har flere dage på arbejdspladsen. Regionen med det laveste gennemsnitlige fradrag pr. person var Region Hovedstaden med knap14.500 kr. pr. person. En forklaring herpå kan være, at mange har kortere til arbejde.

 

Figur 2. Regional fordeling af brugen af kørselsfradrag, 2023

Kørselsfradrag, regioner, 2023
Kilde: Skattestyrelsen

Sådan er tallene opgjort

Datagrundlaget i analysen indeholder borgernes oplysninger om kørselsfradrag for indkomstårene fra 2019 til 2023, og er udtrukket den 14. januar 2025. I data indgår borgernes senest godkendte årsopgørelse for det pågældende indkomstår.