Gå til indhold

Ukorrekt anvendelse af renteregler ved for sene angivelser af A-skat, moms eller afgifter fra virksomheder til Skattestyrelsen

Skattestyrelsen konstaterer, at beregningen af renter er påbegyndt for tidligt for virksomheder, der har angivet A-skat, moms eller afgifter senere, end de burde. Der er typisk tale om relativt beskedne rentebeløb. Ny lovgivning, der skal bringe praksis og reglerne på området i overensstemmelse med hinanden, sendes i høring.

Skattestyrelsen har konstateret, at der i nogle situationer er opkrævet renter baseret på en forkert anvendelse af reglerne i opkrævningsloven.

Konkret drejer det sig om, at Skattestyrelsen har opkrævet renter fra sidste rettidige betalingsdato for den ordinære angivelse, og ikke 14 dage efter modtagelsen af angivelsen fra de virksomheder, der har angivet for sent i forhold til fristen.

Skattestyrelsen skønner med væsentlig usikkerhed, at det årligt er 75.000-90.000 sager, der er omfattet af problemet. For ca. 75 pct. af virksomhederne er der pålagt renter for mindre end 10 dage. På nuværende tidspunkt vurderer Skattestyrelsen, at der årligt er opkrævet mellem 40 og 75 mio. kr. for meget i rente. Sagerne vedrører en potentiel genoptagelsesperiode på 4½ år.

Dertil skønnes det med usikkerhed, at ca. 90 pct. af kravene omhandler for meget opkrævede renter på under 1.000 kr. hos virksomhederne i hver enkelt sag, og for ca. 70 pct. af virksomhederne drejer det sig om under 100 kr. for meget opkrævet rente pr. sag.

Fredag 17. december 2021 sendes et lovforslag i høring. Lovforslaget forventes fremsat i Folketinget i foråret 2022. Lovforslaget indeholder bl.a. forslag om, at der altid vil kunne beregnes renter tilbage i tid med virkning fra udløbet af angivelsesfristen, hvis virksomheder angiver for sent. Lovforslaget vil dermed formalisere nuværende praksis på området.

Samtidig sender Skattestyrelsen også et styresignal i høring. I styresignalet fastsættes retningslinjerne for tilbagebetaling af for meget opkrævet og indbetalt rente, herunder hvor langt tilbage i tid, der kan kræves tilbagebetaling. Virksomheder, der vurderer, at de har krav på tilbagebetaling af renter, vil selv skulle rette henvendelse til Skattestyrelsen. Vejledning om hvornår og hvordan det skal ske, vil fremgå af skat.dk, når styresignalet træder i kraft.

Det er reelt ikke muligt for Skattestyrelsen at ændre praksis, inden loven træder i kraft, da det vil kræve systemtilpasning i et eller flere legacy-systemer med lang udviklingstid. Det betyder, at der frem til foråret 2022, hvor loven forventes at træde i kraft, vil blive opkrævet for mange renter over for virksomheder, hvis de angiver skatte- og afgiftskrav for sent. Sagerne kan blive genoptaget efter retningslinjerne i styresignalet.