Gå til indhold

Udgifterne til omkostningsgodtgørelse er faldet i 2018

I 2018 har Skattestyrelsen udbetalt omkostningsgodtgørelse på 77,5 mio. kr. Det fremgår af redegørelsen om omkostningsgodtgørelse for 2018, som netop er offentliggjort.

Skattestyrelsen har i 2018 udbetalt netto 77,5 mio. kr. til borgere og virksomheder, som godtgørelse for deres udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage- eller retssager mod skattemyndighederne. Udbetalingerne i 2018 er faldet i forholdet til året før, hvor der blev udbetalt 109,8 mio. kr.

- Omkostningsgodtgørelse udgør en vigtig retssikkerhedsmæssig forsikring for borgere og virksomheder. Det må ikke være økonomiske årsager, der afholder folk fra at klage. Når det samlede beløb i omkostningsgodtgørelse er faldet sidste år, skyldes det, at der er udbetalt mindre i de enkelte sager. Samtidig er der sket en stigning i de krav, vi har rejst om for meget udbetalt godtgørelse, og så har vi afgjort færre sager i 2018 end i 2017. Derfor kan det meget vel vise sig, at tallet for 2019 år vil være højere, siger Thomas Hjortenberg, der er erhvervsskattedirektør i Skattestyrelsen.

I 2018 har Skattestyrelsen udbetalt omkostningsgodtgørelse i 1.363 afsluttede sager. I gennemsnit er der udbetalt 56.000 kr. i godtgørelse pr. sag, hvor der i 2017 i gennemsnit blev udbetalt 62.850 kr. pr. sag.

Skattestyrelsen har i 2018 rejst krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse på godt 30 mio. kr. Det er en stigning i forholdet til året før på ca. 10,5 mio. kr.

Læs mere om reglerne på skat.dk/omkostningsgodtgørelse

Læs Redegørelse om sager om omkostningsgodtgørelse i 2018

Fakta:

  • Formålet med ordningen om omkostningsgodtgørelse er at sikre, at borgere og virksomheder mv. kan få godtgjort deres udgifter til sagkyndig bistand i klagesager eller retssager, så de ikke af økonomiske årsager undlader at klage, hvis de er utilfreds med en afgørelse.
  • Der ydes 100 pct. godtgørelse, hvis klager har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Opnår klageren ikke medhold eller alene medhold i mindre grad, ydes der 50% godtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand.

Skattestyrelsen

Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere, tlf.: 7222 1818