Gå til indhold

Social dumping-aktion i Københavnsområdet: 17 virksomheder skal under luppen en ekstra gang

Byggebranchen i Københavnsområdet fik onsdag uanmeldt besøg af Skattestyrelsen, der i samarbejde med politiet og Arbejdstilsynet var på årets fjerde landsdækkende aktion mod social dumping. 17 ud af 20 virksomheder skal nu undersøges nærmere.

Onsdag var en række myndigheder – politi, Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen - på uanmeldt besøg hos 20 virksomheder i Københavnsområdet primært indenfor byggebranchen. Aktionen er et led i indsatsen mod social dumping, der skal sikre fair konkurrencevilkår, og at udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den rigtige skat i Danmark. Skattestyrelsen besøgte 17 virksomheder i Københavnsområdet og talte med i alt 42 ansatte, hvoraf de 39 var udenlandske statsborgere.

- På vores kontrolbesøg havde vi et særligt fokus på udenlandske medarbejdere for at sikre, at der bliver afregnet korrekt skat til Danmark. Når vi taler med medarbejderne, spørger vi bl.a. til deres ansættelsesforhold, arbejdstider og timeregnskaber for at få et overblik over, om der bliver afregnet korrekt skat og moms, siger Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Ud af de 20 virksomheder, som i går fik besøg af Skattestyrelsen, skal 17 virksomheder på den baggrund til yderligere kontrol.

Informationerne fra kontrolaktionerne bliver sammenholdt med de informationer, som Skattestyrelsen i forvejen har tilgængelig.

Når vi i flere tilfælde i Københavnsområdet finder indikationer på, at der ikke bliver betalt korrekt skat og moms, vidner det om, at de udgående kontroller er afgørende for at opretholde ordentlige forhold på arbejdspladserne. Derfor er det også et område, som vi er glade for igen at kunne stille skarpt på efter den lange coronaperiode, vi har været ramt af, siger Ernst O. Nielsen.

Onsdagens kontrol er den fjerde afholdte landsdækkende aktion i år, men den første med Skattestyrelsens deltagelse grundet corona-restriktioner. Der er planlagt yderligere fire landsdækkende social dumping- aktioner og yderligere 17 regionale aktioner i år.

Fokus for onsdagens landsdækkende social dumping-aktion var virksomheder i bygge- og anlægsbranchen samt serviceindustrien. Skattestyrelsen besøgte på landsplan i alt 57 virksomheder og talte med 144 medarbejdere. Nu kan 48 af virksomhederne - svarende til 84 procent - se frem til at få deres forhold undersøgt nærmere.

Læs mere om Skattestyrelsen arbejde med Social Dumping og andre kontroller

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere og virksomheder, tlf.: 7222 181