Gå til indhold

Snigpremiere på årsopgørelsen for 2023

Skattestyrelsen har netop åbnet for adgangen til årsopgørelsen, mens systemerne bliver testet. Så nu er det muligt at se, om der er betalt for meget eller for lidt i skat i 2023.

Skattestyrelsen har netop åbnet for adgangen til TastSelv for at teste systemerne inden den officielle åbning af årsopgørelsen mandag den 11. marts.

Dette medfører, at de første af landets 4,8 mio. borgere kan se deres årsopgørelser for 2023 og tjekke, om der er betalt for lidt eller for meget i skat i løbet af året. I år bliver borgerne mødt af et nyt design på forsiden, der gør det lettere at finde direkte vej til specifikke emner. Det nye design skal gerne gøre navigationen på TastSelv endnu mere overskuelig.

- Vi kører lige nu en snigpremiere af årsopgørelsen for 2023, og de første borgere er allerede kommet igennem. Men jeg vil lige minde om, at det er en teståbning, og at vi benytter weekenden til at trimme systemerne. Derfor kan tempoet gå op og ned, og der kan på visse tidspunkter opstå ventetid, når mange logger ind samtidig. Så hav tålmodighed, alle skal nok komme igennem, siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.

Ved årsopgørelsen sidste år loggede flere end tre mio. borgere ind via skat.dk i løbet af testweekenden. For at sikre en stabil adgang anvender Skattestyrelsen en køfunktion, som aktiveres, når mange forsøger at logge på samtidig.

Det bedste råd til årsopgørelsen
Skattestyrelsen modtager godt 92 pct. af de oplysninger, der ses i årsopgørelsen, automatisk fra fx arbejdsgivere, banker og forsikringsselskaber. Men der er også oplysninger, borgerne selv skal sørge for at oplyse, som fx kørselsfradrag, servicefradrag og visse indtægter, for at den samlede årsopgørelse bliver korrekt.

- Vores bedste råd til borgerne er, at man løber oplysningerne igennem og er opmærksom på at få korrekte fradrag. Fx kørselsfradraget, som er det fradrag, der er relevant for flest borgere, uanset om man kører bil, bus eller cykel, siger Jan Møller Mikkelsen og fortsætter:

- Det er også en god idé at være opmærksom på, om man har haft udgifter til fx rengøring, havearbejde eller børnepasning, som man kan få fradrag for. Vi er kun interesserede i, at skatten står korrekt, så folk hverken betaler for lidt eller for meget.

Fristen for at ændre i sin årsopgørelse er den 1. maj 2024. Hvis man ønsker at få evt. overskydende skat udbetalt allerede ved første udbetaling, der finder sted 12. april, skal evt. rettelser dog ske senest den 31. marts. Borgere med et oplysningsskema dvs. selvstændige, borgere med indtægter fra udlandet eller visse former for boligudleje skal sørge for, at Skattestyrelsen har deres oplysninger senest den 1. juli.

Overskydende skat eller restskat
Ved den første udbetaling af overskydende skat sidste år fik 3,8 mio. borgere udbetalt godt 25,5 mia. kr. Det er godt 6.650 kr. pr. borger med overskydende skat. Godt 800.000 borgere skulle betale i alt 6,4 mia. retur i restskat.

Skattestyrelsen udbetaler denne gang overskydende skatter fra den 12. april 2024.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818

Borgernes spørgsmål til årsopgørelsen i testweekenden, den 9. og 10. marts
Skattestyrelsens Borgervejledning er klar til at svare på spørgsmål fra borgerne på sociale medier og livechat hele weekenden fra kl. 8 til 17. Man finder chatten i nederste højre hjørne på forsiden af skat.dk. Desuden kan man få hjælp af Skattestyrelsens chatbot, der svarer døgnet rundt.

Telefonerne til Skattestyrelsen åbner mandag den 11. marts fra kl. 9 til 17. Her sidder godt 400 medarbejdere klar til at hjælpe borgerne, men husk at der kan opstå ventetid.

I forbindelse med åbningen af årsopgørelsen sidste år besvarede Skattestyrelsen de første otte uger efter åbningen ca. 500.000 henvendelser fra borgere og virksomheder. Flest besvarede henvendelser var på telefon, næstflest var skriftlige henvendelser via skat.dk

Følg danskernes interesse for årsopgørelsen
Skattestyrelsen offentliggør fra den 9. marts til og med den 12. marts to gange dagligt tal for, hvor mange borgere, der har logget ind på TastSelv på skat.dk, og hvor mange gange årsopgørelsen er blevet vist. Tallene offentliggøres på Skattestyrelsens X @Skattestyrelsen både kl. 9.00 og kl. 18.