Gå til indhold

Skattestyrelsens reaktion på Ombudsmandens kritik af ATP-komplekset

Ombudsmanden kritiserer, at Skattestyrelsen indtil videre har brugt 9 år på at behandle sager om mulig tilbagebetaling af moms i det såkaldte ATP-kompleks. Skattestyrelsen er enig i, at sagsbehandlingstiden har været for lang.

”I Skattestyrelsen tager vi kritikken fra Folketingets Ombudsmand til efterretning. Vi anerkender, at sagskomplekset har taget alt for lang tid. Sagen indeholder meget komplicerede juridiske problemstillinger, og bl.a. derfor har vi undervejs måtte vente på en række principielle EU-domme. Dette har vi også kommunikeret undervejs til de berørte interessenter. Det siger vi ikke for at undskylde den lange sagsbehandlingstid, men for at forklare en del af de udfordringer, vi har stået med. Som Ombudsmanden også anfører, ændrer det dog ikke på, at vi som myndighed har ansvaret for at sikre en rimelig sagsbehandlingstid.

Skattestyrelsen har for nylig offentliggjort en række yderligere styresignaler om komplekset, og vi arbejder hårdt for at få afsluttet sagerne så hurtigt som muligt.” siger fagdirektør Jens Teilberg Søndergaard, Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen oplyser, at styrelsen har færdigbehandlet ca.1/3 af de oprettede sager, har påbegyndt men endnu ikke afsluttet sagsbehandlingen af 1/3 af sagerne, mens den sidste 1/3 endnu afventer sagsbehandling.