Gå til indhold

Skattestyrelsen vil bremse fejl - hjælper nystartede virksomheder med at gøre det rigtigt fra start

Knap seks ud af ti af de selvstændige erhvervsdrivende laver simple fejl i skattebetalingen. Som led i regeringens reform af skattekontrollen har Skattestyrelsen derfor skruet op for vejledningen overfor nye virksomheder. Målet er bl.a. at sikre, at der sker færre fejl.

De bliver flere og flere - sidste år startede ca. 35.000 selvstændigt erhvervsdrivende virksomhed i Danmark. Problemet er, at selvstændige erhvervsdrivende ofte også begår fejl i angivelsen til skatteforvaltningen. Fra 2015 til 2018 steg antallet af selvstændigt erhvervsdrivende, der begår simple fejl i skatteangivelsen, fra 53 pct. til 59 pct.

Det fremgår af en ny publikation fra Skattestyrelsen; Virksomhedernes Skattebetaling, der bl.a. fokuserer på nystartede selvstændigt erhvervsdrivendes fejl.

For at virksomheder begår færre fejl fra start, inviterer Skattestyrelsen derfor nystartede virksomheder til at deltage i webinarer, videoguides og fysiske informationsmøder. Virksomhederne får således brancherelevante råd til opstart samt viden om gældende regler og pligter som fx moms, lønsum, bogføring, oplysningsskemaer og forskud.

- Vi kan se, at virksomheder, der har deltaget i vejledningsaktiviteter, har bedre styr på de områder, hvor der oftest begås fejl. Derfor har vi fokus på at hjælpe virksomhederne godt i gang med skattebetalingen, så det bliver nemmere at gøre det rigtigt fra start, siger erhvervsskattedirektør Thomas Hjortenberg, Skattestyrelsen.

Når selvstændigt erhvervsdrivende begår fejl i skatteangivelsen, er det ofte af privat karakter - fx hvis en erhvervsdrivende fratrækker en udgift til ægtefællens deltagelse i en studietur. I snit begik knap hver fjerde selvstændigt erhvervsdrivende fejl i angivelsen af private udgifter i perioden fra 2011 til 2018.

- Der begås generelt mange fejl, når virksomheder indberetter til os, og mange nystartede virksomheder har fokus på andet end deres skattebetaling i deres første leveår.  Derfor stiller vi viden og vejledning til rådighed for de virksomheder, der ønsker det, samtidig med at vi følger op med kontrol over for den gruppe, der ikke har styr på det, siger Thomas Hjortenberg.

Styrket skattekontrol

Ifølge Virksomhedernes Skattebetaling indbetalte virksomhederne generelt godt 406 mia. kr. i skatter og afgifter til statskassen i 2019. Selvstændige erhvervsdrivendes indbetalinger udgjorde 54 mia. kr.

Regeringen har en ambition om at styrke skattekontrollen i Danmark med i alt 1.000 nye medarbejdere frem mod 2024, og ifølge Skattestyrelsen giver det mening, at en del af de nye skattemedarbejdere styrker vejledningen af nystartede virksomheder.

Fx igangsatte Skattestyrelsen i 2020 en særlig indsats målrettet momspligtige virksomheder, der skyldte moms. 2.321 virksomheder modtog et brev, der oplyste om problemet. Virksomhederne fik således mulighed for at indberette korrekt, inden Skattestyrelsen gennemførte en egentlig kontrol. Indsatsen fik 929 virksomheder til at rette deres manglende momsindberetning. Virksomhederne gik således fra at skylde moms for i alt 160 mio. kr. til ca. 116 mio. kr. Dermed forårsagede brevene, at der ca. en måned senere blev indberettet skyldig moms for 44 mio. kr. Ifølge Thomas Hjortenberg er det et argument for, at strategien er rigtig.

- Det er et godt eksempel på, at målrettet vejledning af virksomheder virker. Virksomhederne slipper for ressourcekrævende kontrolbesøg fra os. Og vi kan målrette vores kontroller mod de virksomheder, der ikke ønsker at gøre det rigtigt, siger han.

Læs mere i Skattestyrelsens publikation ”Virksomhedernes skattebetaling” 

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818