Gå til indhold

Skattestyrelsen uenig i engelsk dom i udbyttesag

Retten i England har i dag frifundet alle sagsøgte i den engelske hovedsag om udbytterefusion. Skattestyrelsen er meget uenig i præmisserne for dommen og søger nu at anke den.

Alle sagsøgte, herunder Sanjay Shah, er i dag blevet frifundet i den engelske hovedsag om formodet svindel med udbytterefusion. 

Retten i London er dermed uenig med Retten i New York og med Højesteret i Dubai, som tidligere og på baggrund af samme faktuelle grundlag har givet Skattestyrelsen fuldt medhold i, at der er tale om svig med udbytterefusion, og at den danske stat har lidt tab ved svigen. Afgørelser som også har omfattet flere af de samme personer, som i dag er frifundet ved retten i London. 

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der i den engelske sag har været tale om uberettigede anmodninger om refusion af indeholdt udbytteskat, og at disse anmodninger har påført den danske statskasse et stort tab. Men det har Retten i London i dag afvist med en begrundelse om, at en anmodning om refusion ikke er det samme som at erklære, at man opfylder betingelserne for at kunne søge refusionen.

Dommen vækker undren i Skattestyrelsen, siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Kim Tolstrup:

- Det er en overraskende dom, som vi er meget uenige i. Derfor går vi nu også efter at få den anket. Vi ønsker at tage denne sag så langt, som det er muligt, for at få pengene fra den formodede svig med udbytteskat tilbage til den danske statskasse.

En del af retsopgøret efter udbyttesagen

Skattestyrelsens søgsmål i England udspringer af, at Danmark i perioden fra 2012 til medio 2015 blev udsat for formodet svig med refusion af udbytteskat for i alt ca. 12,7 mia. kr. til Danmark.

Skattestyrelsen har efterfølgende iværksat en lang række civilretlige tiltag med henblik på at få hentet så mange af de 12,7 mia. kr. tilbage til Danmark. Indtil videre er 3,8 mia. kr. kommet tilbage til statskassen, og en dom fra forrige uge ved retten i New York gør det muligt for Skattestyrelsen at opkræve yderligere 1 mia. kr. Dette ændrer dommen i England ikke på.

På trods af dagens dom var Skattestyrelsen forberedt på et længerevarende forløb ved de engelske domstole, siger Kim Tolstrup:

- Vi har forberedt os på, at dommen ville blive anket – om end ikke af os selv. Det betyder, at vi allerede har budgetteret med de ekstraomkostninger, der følger med en ankesag. Derfor har vi også allerede taget skridt til at anke dommen, ligesom vi i alle andre landespor arbejder ufortrødent videre med at få så mange penge tilbage til Danmark som muligt.

Skattestyrelsen vil som konsekvens af dommen skulle betale sagsomkostninger til de sagsøgte, men afventer Rettens nærmere afgørelse om spørgsmålet.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818