05-04-2019
Skattestyrelsen udsteder regninger for 168 mio. kr. til rocker- og bandemiljøet
Skattestyrelsen har i 2018 gennemført 2.896 kontroller rettet mod rocker- og bandemiljøet. Kontrollerne har medført, at Skattestyrelsen har sendt regninger ud til rockere og bandemedlemmer på godt 168 mio. kr.
Arbejdet handler i høj grad om at identificere misforhold mellem registeret indtjening og den førte livsstil.
- Hvis man har 0 kr. i indkomst eller får et mindre beløb i fx kontanthjælp, står det ikke mål med, at man kører rundt i en dyr bil eller bor i ejerlejlighed til flere millioner kroner. Det er selvfølgelig noget, der får alle vores advarselslamper til at blinke, siger fagdirektør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen, Steen Bechmann Jacobsen.
En del af de 2.896 kontroller, som Skattestyrelsen udførte i 2018, er foregået i en taskforce med politiet og Skattestyrelsen, men hvor også kommunerne deltager ad hoc. Her bliver rockere og bandemedlemmers økonomi nøje gransket, og det er fx her, myndighederne kan få mistanke om, at den livsstil et bandemedlem fører ikke står mål med at være på offentlig forsørgelse.
Fejl i 87 procent af kontrollerne
Ud af de 2.896 kontroller Skattestyrelsen har udført i 2018, er der konstateret fejl i hele 87 procent af tilfældene. Det har ført til ændringer i rockernes og bandemedlemmernes personlige skatteansættelser, men også ændringer i de mange virksomheder som rockere og bandemedlemmer ejer.
- Når vi kontrollerer, undersøger vi, hvor pengene, der kan få deres økonomi til at hænge sammen, stammer fra. Her finder vi både eksempler på sorte penge, private udgifter afholdt af deres virksomheder eller uforklarlige indsættelser på bankkonti, som vi så sørger for, at der bliver beregnet skat af, forklarer Steen Bechmann Jacobsen.
Hvis rockere og bandemedlemmer ikke betaler de skatteregninger, som sendes til dem, prøver Skattestyrelsen at få pengene hjem ved fx at beslaglægge kontanter eller få penge ind på kunst, smykker eller designmøbler, og som efterfølgende sælges på auktioner.
- Vi har i 2018 sendt regninger ud på godt 168 mio. kr. Det store beløb i 2018 skyldes, at 50 mio. kr. stammer fra et enkelt kompleks om kædesvig, hvor bagmanden er bandemedlem. Det viser altså, at der er noget at komme efter – og derfor fortsætter vi også vores skarpe fokus på at være lige i hælene af rockere og bandemedlemmer hele tiden, siger Steen Bechmann Jacobsen.
Skattestyrelsens indsats over for rockere og bandemedlemmer
Skattestyrelsens indsats mod rockere og bandemedlemmer har eksisteret siden 2010 og er bevilliget gennem de forskellige bandepakker, hvor den første blev vedtaget af Folketinget i maj 2009. Den nuværende bevilling til arbejdet med rockere og bandemedlemmer i Skattestyrelsen er en varig bevilling. Regeringen har afsat 19,7 mio. kr. om året til Skattestyrelsens arbejde med rockere og bandemedlemmer.
Steen Bechmann Jacobsen er Skattestyrelsens repræsentant i Regeringens landsdækkende Råd for Bandebekæmpelse.
Læs mere om Skattestyrelsens indsats rettet mod rocker-bandemiljøet.
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Virksomheder, tlf.: 7222 1818