Gå til indhold

Skattestyrelsen udbetaler 26,7 mia. kr. i overskydende skat

Tre ud af fire borgere kan fra i dag se frem til at modtage overskydende skat på deres NemKonto. I gennemsnit vil hver borger få ca. 6.700 kr. udbetalt.

Skattestyrelsen begynder fredag den 24. april 2026 at udbetale overskydende skat til de borgere, der i 2025 har betalt for meget i skat. I alt vil ca. 4 mio. borgere modtage skat retur. Det svarer til ca. tre ud af fire borgere. Den samlede udbetaling lyder på 26,7 mia. kr. – eller et gennemsnit på 6.700 kr. pr. borger. Det er på niveau med sidste år.

- Vi ved, at mange ser frem til denne dag – og med en udbetaling på godt 26,7 mia. kr. er det rigtig mange penge, der bliver sendt retur til borgerne. Men det er vigtigt at huske, at beløbet også er udtryk for, at man kunne have haft et højere rådighedsbeløb – altså flere penge i hånden – hver måned sidste år, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge og fortsætter:

- Derfor vil vi også samtidig opfordre borgerne til at gennemgå deres forskudsopgørelse for 2026. På den måde betaler man den rigtige skat og har glæde af pengene løbende. 

Læs mere om overskydende skat i publikationen: Knap 4 mio. borgere får penge tilbage i skat

Nogle borgere vil opleve, at de ikke får deres overskydende skat udbetalt fredag den 24. april 2026. Det skyldes typisk, at Skattestyrelsen mangler oplysninger om fx udlandsforhold, ægtefælle, værdipapirer, eller at der er gæld til det offentlige, som skal betales inden en udbetaling. 

Dagens udbetaling af overskydende skat sker på baggrund af oplysninger og ændringer foretaget til og med den 17. april 2026. Efterfølgende udbetalinger vil ske løbende. Fristen for at rette oplysninger i årsopgørelsen for 2025 er den 20. maj 2026. Borgere med oplysningsskema, udlandsforhold mv. har frist for ændringer den 1. juli 2026. 

Restskat

Skattestyrelsens foreløbige opgørelse af skattebetalingen for 2025 viser, at knap 800.000 borgere har betalt for lidt i skat. De skal i alt betale ca. 7,9 mia. kr. i restskat., hvilket svarer til et gennemsnit på ca. 9.800 kr. pr. borger.

Regional og kommunal fordeling af overskydende skat

Skattestyrelsen har foretaget en opgørelse af borgernes overskydende skat fordelt på landets regioner og kommuner. Fordelingen kan ses på Skattestyrelsens hjemmeside

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818