Gå til indhold

Skattestyrelsen udbetaler 25,5 mia. kr. i overskydende skat

Fredag den 14. april begynder Skattestyrelsen den første udbetaling af overskydende skat for 2022. I alt vil godt 3,8 mio. borgere, der har betalt for meget i skat i løbet af året, få udbetalt 25,5 mia. kr. Det er godt 5,6 mia. mere end året før. I gennemsnit udbetales der godt 6.600 kr. pr borger.

Skattestyrelsen er netop påbegyndt den første udbetaling af overskydende skat til de borgere, der har betalt for meget i løbet af 2022. I alt vil der over de næste dage blive udbetalt i alt 25,5 mia. kr. til godt 3,8 mio. borgere, svarende til et gennemsnit på 6.650 kr. For hovedparten af borgerne vil pengene blive overført til deres NemKonto.

- I år udbetaler vi mere end 25 mia. i overskydende skat. Og det er selvfølgelig noget, rigtig mange ser frem til. Men måske er det alligevel værd at huske på, at de penge man får udbetalt nu, kunne man have haft glæde af i sin hverdag i løbet af året. Så vær gerne opmærksom på forskudsopgørelsen. Stemmer den, er det den sikreste vej til hverken at betale for meget eller for lidt i skat i løbet af året, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.

Den første udbetaling af overskydende skat sker til de borgere, der enten ikke har haft ændringer til årsopgørelsen, eller har foretaget deres ændringer inden den 31. marts.  

Stigning i overskydende skat på godt 5,6 mia. kr.
Når Skattestyrelsen udbetaler 25,5 mia. kr. i år, er det godt 5,6 mia. kr. mere end ved den første udbetaling sidste år. Stigningen skyldes blandt andet, at flere borgere har været tidligt inde i TastSelv og rette deres oplysninger i årsopgørelsen.

Dette gælder ikke mindst gruppen af borgere, der har et oplysningsskema - som fx selvstændige og borgere med udenlandsk indtægt eller ejendom - der ellers har en længere oplysningsfrist.

- I år udbetaler vi overskydende skat til godt fire ud af fem borgere. Vi ved, mange har haft stigende renteudgifter og har kørt mere til og fra arbejde. Samtidig er der også mange, der har fået et højere beskæftigelsesfradrag i løbet af 2022. Det er de mange bække små, der betyder, at borgere med overskydende skat i gennemsnit får 1.200 kr. mere i hånden i år end sidste år. siger Jan Møller Mikkelsen.

Se skat.dk for frister og oplysninger om årsopgørelsen.

Sidste år var den overskydende skat på 19,9 mia. kr. fordelt på ca. 3,7 mio. borgere. Her var den gennemsnitlige overskydende skat på 5.435 kr. pr. borger.

Borgernes restskat for 2022 er pr. 31. marts 2023 opgjort til knap 6,5 mia. kr. fordelt på godt 0,8 mio. borgere.

Overskydende skat fordelt på landets regioner
Skattestyrelsens opgørelse over den første udbetaling af overskydende skat viser desuden, at borgerne i Region Hovedstaden i gennemsnit får mest overskydende skat udbetalt. I alt får godt 1,2 mio. borgere udbetalt 9,2 mia. kr., svarende til et gennemsnit på ca. 7.500 kr. Regionen, der har den laveste gennemsnitlige overskydende skat, er Syddanmark, hvor 813.000 borgere hver får udbetalt lige under 6.100 kr. Det svarer til godt 4,9 mia. kr. i alt i overskydende skat for hele regionen.

Ingen udbetaling kan skyldes gæld, kontrol eller manglende oplysninger
Nogle borgere vil opleve, at de ikke får udbetalt deres forventede overskydende skat. Det kan fx være, hvis borgeren selv eller vedkommendes ægtefælle har gæld til det offentlige. Her vil den overskydende skat i første omgang blive brugt som afdrag på gælden, inden en evt. rest vil blive udbetalt.

En manglende udbetaling kan også skyldes, at udbetalingen er bremset, som en del af Skattestyrelsen kontrolindsats, fordi oplysningerne skal gennemgås en ekstra gang for at sikre, at udbetalingen er korrekt. Der kan afslutningsvis være tale om, at borgeren mangler at give oplysninger til årsopgørelsen fx i tilfælde af egen virksomhed eller udlandsforhold.

Det fremgår af årsopgørelsen, hvorfor den overskydende skat evt. ikke er blevet udbetalt.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818