24-01-2020
Skattestyrelsen tager Rigsrevisionens gennemgang af udbytteforlig til efterretning
Rigsrevisionen konstaterer på baggrund af en redegørelse fra Skatteministeriet og efter møder med Kammeradvokaten og Skattestyrelsen også, at Skattestyrelsen har forfulgt relevante hensyn, da styrelsen indgik et forlig med 61 pensionsplaner m.fl., der i alt accepterer at betale ca. 1,6 mia. kr. tilbage til statskassen. Rigsrevisionen bekræfter samtidig den udlægning af forliget, som Skattestyrelsen tidligere har givet offentligheden.
- Når vi nu ikke har mulighed for bare at offentliggøre forliget, er jeg glad for, at Rigsrevisionen nu har gennemgået det og har vurderet, at det var lovligt at indgå forliget, og at vi har lagt vægt på relevante hensyn. Vi er en myndighed i en demokratisk retsstat, der arbejder benhårdt på at løse den opgave, som vi er blevet pålagt. Det gør vi så åbent, som det er muligt. Og selvfølgelig inden for lovens rammer. Det har vi naturligvis også gjort her, siger fagdirektør i Særlig Kontrol i Skattestyrelsen Steen Bechmann Jacobsen og fortsætter:
- Vi har hele tiden ment, at det er et godt forlig for Danmark, og jeg vil igen gerne understrege, at vores opgave i denne sag er at få så mange af de mistede penge hjem igen i et civilretligt spor. Spørgsmålet om, hvorvidt nogen kan stilles strafferetligt til ansvar, er derimod en opgave for SØIK, siger Steen Bechmann Jacobsen.
Han tilføjer, at det ærgrer og bekymrer ham, at visse medier vedholdende fastholder forkerte udlægninger af forliget i offentligheden:
- Skattestyrelsen tager skarpt afstand fra de forkerte udlægninger, som enkelte medier fastholder, fordi de forkerte udlægninger er egnede til at skade Danmarks interesser i at skaffe så mange af de 12,7 mia. kr. som muligt tilbage til den danske statskasse.
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818