21-12-2018
Skattestyrelsen stævner udenlandsk pensionskasse for 900 millioner kr.
I forbindelse med en status af den såkaldte bankordning orienterede Skattestyrelsen i november om, at der var et udestående med en konkret udenlandsk pensionskasse. Pensionskassen har fra 2011-2014 fået udbetalt udbytterefusion på ca. 900 millioner kr. under bankordningen - og har efterfølgende indsendt yderligere refusionsanmodninger for samlet 1,3 milliarder kr., som dog ikke er blevet udbetalt.
Selv om Skattestyrelsen vurderer, at udbetalingen af de ca. 900 mio. kr. ikke er en del af sagen om formodet svindel med udbytteskat for 12,7 mia. kr., har styrelsen sammen med Kammeradvokaten søgt afklaret, om pensionskassen overhovedet var berettiget til få refunderet udbytteskat.
På baggrund af nye oplysninger vurderer Skattestyrelsen i dag, at pensionskassen ikke var berettiget til at få refunderet udbytteskat fra 2011-14. I samarbejde med Kammeradvokaten har Skattestyrelsen derfor i en periode ført en dialog med pensionskassen for at få afdækket det reelle ejerskab til de aktier, som ligger til grund for udbytterefusionen. Det er under dialogen ikke lykkedes at nå til enighed om ejerskabet, og derfor stævner styrelsen nu pensionskassen for at få de allerede udbetalte knap 900 millioner kr. tilbage.
- I den konkrete sag mener vi ikke, at pensionskassen var berettiget til at få udbetalt udbytterefusion. Derfor stævner vi pensionskassen for at få det beløb, den har fået udbetalt, tilbage. Og så er det vigtigt for mig at understrege, at vi i den konkrete sag ikke vurderer, at der er tale om svig, siger Kenneth Joensen, selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen.
Pengene er udbetalt under bankordningen, som blev stoppet i september 2015. Ordningen var et formaliseret samarbejde, det daværende SKAT havde med tre banker, som på vegne af sine kunder indsendte anmodninger om refusion af udbytteskat. I ordningerne var det en betingelse, at bankerne sikrede eller fik sandsynliggjort, at ansøgeren havde betalt udbytteskat vedrørende de indsendte anmodninger.
I den aktuelle sag er der tale om en skattemæssig uenighed om, hvorvidt pensionskassen var ejer af aktierne på tidspunktet, hvor der er søgt refusion. Når Skattestyrelsen ikke betragter sagen som en svindelsag, skyldes det, at der i modsætning til sagerne om formodet svig bl.a. er tale om en reel pensionskasse med ca. 300.000 medlemmer.
- Når vi stævner pensionskassen, er det fordi, vi ikke er enige med dem om, hvornår man kan anses for at være ejer af de aktier, man søger refusion for, siger Kenneth Joensen.
Skattemyndighederne bad for nylig Finanstilsynet om at bistå yderligere med at undersøge bankordningen. Formålet er særligt at undersøge, om bankerne ligger inde med oplysninger, som er relevante for skattemyndighedernes arbejde.
Læs Skattestyrelsens status om bl.a. bankordningen
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; virksomheder, tlf.: 7222 1818