Gå til indhold

Skattestyrelsen søger Nordjyllands dygtigste medarbejdere med kompetencer inden for regnskab til helt ny enhed i det nye skattecenter i Frederikshavn

Der er brug for 20-25 medarbejdere og en dygtig leder med solide evner inden for regnskab eller administration til nyoprettet enhed, der skal arbejde med opkrævning og udbetaling i Skattecenteret i Frederikshavn.

Der kommer snart endnu mere liv i det nyåbnede skattecenter i Frederikshavn. De første medarbejdere blev budt velkommen i oktober 2022, og Skattestyrelsen har netop slået flere ledige stillinger op.
Denne gang drejer det sig om 20-25 medarbejdere og en leder, der sammen skal danne en helt ny enhed, som kommer til at arbejde med en bred vifte af opgaver indenfor regnskab og administration.

- Vores nye enhed i Frederikshavn bliver en del af det, vi kalder ”Danmarks største kasseapparat”. Det siger vi selvfølgelig med et glimt i øjet, men der er noget om det, for alle ind- og udbetalinger fra alle Skatteforvaltningens styrelser sker gennem os. Det er en meget vigtig opgave, som vi er stolte af at varetage – og det er jeg sikker på, at vores nye kolleger også vil blive, udtaler Helle Kisum, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

De rette kandidater til de nye stillinger kan komme med meget forskellige baggrunde og en bred pallette af kompetencer. Det væsentligste er uddannelse eller evner og erfaring inden for det økonomi- og regnskabsfaglige felt. Sidder man med en stærk administrativ baggrund og en lyst til at lære mere om regnskab, vil de nye jobs i Skattestyrelsen også være en god mulighed.

- Vi ser ikke så meget på titler, når vi skal vælge vores nye medarbejdere – det er evner og motivation, der er det vigtigste for os. Jeg håber på, at vi ser ansøgere i hele spektret - fra de helt nyuddannede til dem med erfaring opbygget gennem et langt arbejdsliv. Det er jo en af de spændende dele ved at starte en helt nye enhed op, at der er brug for en god blanding af evner, erfaring og personligheder, siger Helle Kisum og fortsætter:

- Uanset forudsætningerne sørger vi naturligvis for en grundig oplæring, så alle kommer godt i gang med deres nye opgaver. Det bliver utroligt spændende at se, hvem vi snart skal byde velkommen i Skattestyrelsen.

Ud over stillingerne i Skattecenteret i Frederikshavn søger Skattestyrelsen også en leder til centeret i Ringkøbing, der skal stå i spidsen for endnu en nyoprettet enhed, der som udgangspunkt bliver bemandet af eksisterende medarbejdere, men hvor der dog også senere skal rekrutteres nye medarbejdere. Alt i alt endnu en rigtig spændende lederstilling her.

Oprettelsen af de to nye enheder afventer formelt set Skatteministeriets godkendelse, som forventes at ske i løbet af marts.

Der er ansøgningsfrist for alle stillingerne den 28. februar 2023. De nye medarbejdere forventes at starte 1. maj 2023, da opgaverne står og ”banker” på døren.

Det nye skattecenter i Frederikshavn er en del af arbejdet med at styrke og reformere skattekontrollen i Danmark, bl.a. ved at etablere otte nye skattecentre i hele landet.

Se Skattestyrelsens ledige stillinger på skattestyrelsen.dk/job

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818