17-06-2020
Skattestyrelsen søger 25 medarbejdere i Frederikssund til at styrke skattekontrollen
Som del af regeringens plan for en styrket skattekontrol skal Skattestyrelsen frem mod 2023 rekruttere 1.000 ekstra medarbejdere – en del af disse skal ansættes i Frederikssund. Den historiske styrkelse skal være med til at sikre, at flere borgere og virksomheder betaler den skat og afgift, de skal. Samtidig skal Skattestyrelsen være til stede i hele landet. Første skridt blev taget i februar 2020 med oprettelsen af to Skattecentre i hhv. Fredericia og i Frederikssund.
Til skattecentret i Frederikssund søger Skattestyrelsen netop nu 25 nye ansatte til afdelingen Større Erhvervsvirksomheder. Der er tale om rekrutteringer til to landsdækkende enheder med fokus på hhv. sort økonomi og social dumping. De nye ansatte vil blive del af nogle stærke faglige miljøer med fokus på kompliceret skattekriminalitet. De skal være med til at begrænse skattegabet på virksomhedsområdet og sikre, at udenlandske virksomheder og arbejdstagere betaler den korrekte skat og afgift, når de har aktiviteter i Danmark.
- Borgere og virksomheder kommer til at mærke en øget kontrol i fremtiden, og her kommer vores nye skattecenter i Frederikssund til at spille en væsentlig rolle. De enheder, vi ansætter til nu, bliver en vigtig del af den øgede indsats mod sort økonomi og social dumping i hele landet, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Johnny Schaadt Hansen
De 25 stillinger fordeles, så 10 af stillingerne bliver tilknyttet indsatsen mod social dumping og 15 til indsatsen mod sort økonomi på virksomhedsområdet. Fælles er, at der vil være tæt kontakt med de kontrollerede virksomheder, både i forbindelse med koordinerede kontrolaktioner og den efterfølgende sagsbehandling.
- Vi søger nogle robuste typer, som har erfaring med skat, moms, regnskab eller revision. Ud over kontrolarbejdet skal vores nye folk også være med til at bygge centret op sammen med erfarne kolleger. Det er en rigtig spændende opgave og en unik chance for at forandre kontroltrykket i Danmark, så jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang, siger Johnny Schaadt Hansen.
På sigt vil det nye skattecenter i Frederikssund beskæftige op mod 150 ansatte. Centret vil, ud over enhederne, der skal bekæmpe sort økonomi og social dumping, blandt andet også huse en anden ny enhed, der skal styrke den korrekte angivelse af moms ved internethandel. Her er der allerede nu slået flere stillinger op, og flere følger efter sommer.
Se de to stillingsopslag:
Medarbejdere søges til projekt Social Dumping hos Skattestyrelsen i Frederikssund
Medarbejdere søges til projekt Sort Økonomi hos Skattestyrelsen i Frederikssund
Læs mere om Aftale om styrket skattekontrol
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk.