04-02-2020
Skattestyrelsen rejser erstatningskrav mod 9 udenlandske banker for ca. 900 mio. kr.
Skatteministeren bad i september 2019 Skattestyrelsen om en opfølgende redegørelse i forbindelse med administrationen af udbyttefrikort. Såkaldte udbyttefrikort udstedes til danske enheder, der er undtaget for skattepligt, fx danske foreninger, fonde og offentlige institutioner.
Redegørelsen er i dag oversendt til Folketingets Skatteudvalg. Redegørelsen slår fast, at der ikke er tegn på svig med frikort udstedt til danske enheder.
Redegørelsen følger samtidig op på Skattestyrelsens stævning fra december 2018 af en udenlandsk pensionskasse for ca. 900 mio. kr., som i perioden 2011-2014 blev uberettiget udbetalt som refusion af udbytteskat under den såkaldte bankordning. I september 2019 stævnede Skattestyrelsen desuden en bank, der var en del af bankordningen, for det samme beløb.
Kammeradvokaten har nu gennemgået yderligere omfattende materiale i sagen og har på baggrund heraf indstillet, at Skattestyrelsen også retter erstatningskrav mod ni udenlandske banker, som har været involveret i sagen.
- Det er Kammeradvokatens anbefaling, at vi bør rette krav mod yderligere ni udenlandske banker i forbindelse med sagen mod den udenlandske pensionskasse om uberettiget refusion af udbytteskat. Skattestyrelsen har derfor i sidste uge udsendt betalingspåkrav til de ni banker, siger fagdirektør i Selskab i Skattestyrelsen Kenneth Joensen.
Der rejses erstatningskrav mod otte banker for ca. 880 mio.kr., mens der rejses erstatningskrav mod en depotbank for sagens fulde beløb, godt 900 mio. kr. Der er således tale om at inddrage yderligere ni banker i sagen, hvor der allerede er anlagt retssager mod den udenlandske pensionskasse og en bank.
- Der er derfor ikke tale om ’nye penge’, det er en vigtig pointe. Vi rejser erstatningskrav mod de 9 banker for de samme forhold, som den udenlandske pensionskasse og banken allerede er sagsøgt for – ud fra princippet om solidarisk hæftelse, siger Kenneth Joensen og tilføjer:
- Det er Kammeradvokatens opfattelse, at inddragelsen af de ni banker i sagen øger vores sikkerhed for betaling. Derudover vil inddragelsen af bankerne kunne bidrage til yderligere oplysning af sagen.
Læs mere om sagsanlægget i dette faktaark.
Efter gennemgang: Ingen tegn på svig med danske frikort
Af redegørelsen fremgår det desuden, at det under kontrollen af udbyttefrikort udstedt til danske enheder er sikret, at samtlige ca. 2.300 er korrekt registreret. Derudover er der foretaget tilbundsgående kontrol af ca. 170 danske udbyttefrikort.
Kontrollerne viser, at langt de fleste af frikortene er udstedt korrekt. Der er alene konstateret enkeltstående administrative fejl, men der er hverken tegn på svig eller provenutab for den danske stat.
- Det er positivt, at kontrollerne hverken viser tegn på svig eller tab for staten. Vi arbejder nu på en kontrolplan, der skal sikre et løbende overblik over dette område, siger Kenneth Joensen.
Læs Skattestyrelsens redegørelse her.
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere, tlf.: 7222 1818