Gå til indhold

Skattestyrelsen påtænker personaletilpasninger

Skattestyrelsen har i dag meldt ud, at styrelsen som følge af det statslige arbejdsprogram forventer at gennemføre en personaletilpasning i størrelsesordenen 250 medarbejdere. Det sker for at sikre, at styrelsen tilpasser sig de faldende budgetrammer.

 

Før sommerferien præsenterede regeringen et statsligt arbejdsprogram, der medfører administrative besparelser på tværs af staten frem mod 2030.

Skatteministeriet bidrager med ca. 1,1 mia. kr. til det statslige arbejdsprogram, hvilket indfases løbende. I 2026 er der tale om ca. 215 mio. kroner.

For at tilpasse sig de fremadrettede budgetrammer, påtænker Skattestyrelsen at varsle i størrelsesordenen 250 afskedigelser på tværs af styrelsen ud af i alt ca. 5.100 ansatte. Styrelsens medarbejdere er informeret.

- Det er aldrig en nem opgave at skulle afskedige medarbejdere og ledere. Men det er også vigtigt for mig at sige, at Skattestyrelsen er vokset de seneste år efter politiske aftaler om bl.a. styrket skattekontrol. Derfor mener vi, at vi har et fornuftigt afsæt for de tilpasninger, vi nu skal igennem, siger Skattestyrelsens direktør Thomas Hjortenberg.

- Nu er det afgørende for os, at vi kommer gennem den kommende tid på en måde, som er respektfuld for vores medarbejdere og ledere, men også fortsat kan opretholde tilliden til vores arbejde og den service, vi giver borgere og virksomheder, siger Thomas Hjortenberg.

 

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818