Gå til indhold

Skattestyrelsen på social dumping-kontrol i Ballerup-området

Otte virksomheder inden for byggeriet i Ballerup-området fik onsdag besøg af Skattestyrelsen. Det skete som led i årets sjette landsdækkende aktion mod social dumping. Skattestyrelsen følger op over for syv virksomheder.

Otte byggevirksomheder i Ballerup-området fik onsdag besøg af Skattestyrelsen. Besøget var et led i en koordineret indsats mellem Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet mod social dumping. Indsatsen skal sikre fair konkurrencevilkår og sikre, at udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den rigtige skat i Danmark.

Virksomhederne, der fik besøg, var på forhånd udvalgt, idet myndighedernes oplysninger kunne tyde på en risiko for manglende moms- og skattebetaling, problemer med arbejdsmiljøet eller illegalt arbejde.

- I Ballerup-området talte vi med 23 medarbejdere hos de otte virksomheder, vi besøgte. Vi spørger ind til bl.a. arbejdstider, ansættelsesforhold og timeregnskaber, for at vi kan danne os et overblik over, om alt foregår efter bogen, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen.

På byggevirksomhederne i Ballerup-området vil Skattestyrelsen følge op over for syv ud af otte virksomheder.

- Der kan være mange grunde til, at vi har brug for at følge op over for virksomhederne. I Ballerup så vi eksempler på udenlandske virksomhedsejere, hvor det kan tyde på, at de bør være omfattet af arbejdsudleje-reglerne i stedet. Konsekvensen er, at deres danske arbejdsgiver skal indeholde dansk skat af deres løn i stedet for, at de betaler virksomhedsskat i udlandet. Men hvor mange det i sidste ende drejer sig om, er for tidligt at sige. Nu skal vi først gennemgå de informationer, vi har fået på kontrollerne, siger Ernst O. Nielsen.

På landsplan blev i alt 62 virksomheder besøgt i løbet af dagen, og Skattestyrelsen talte i alt med 138 medarbejdere. Skattestyrelsen følger op over for 51 af de besøgte virksomheder.

Samarbejde mod social dumping
Indsatsen mod social dumping sker i et samarbejde mellem Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet, og politiet og består af en række landsdækkende og regionale aktioner. Aktionerne skal sikre, at udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den rigtige skat i Danmark samt sikre ordnede forhold på det danske arbejdsmarked og fair konkurrencevilkår. Onsdagens aktion var årets sjette landsdækkende aktion.

I 2017 gennemførte Skattestyrelsen i alt 2.831 social dumping-kontroller, der medførte et nettoprovenu til betaling på 134 mio. kr.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk

Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; Borgere og virksomheder: 7222 1818