Gå til indhold

Skattestyrelsen på social dumping-aktion i Greve

Transport- og byggebranchen var i fokus onsdag, da 13 virksomheder i Greve fik besøg af Skattestyrelsen i forbindelse med en regional indsats mod social dumping. Skattestyrelsen følger op over for to virksomheder.

Onsdag var Skattestyrelsen sammen med Arbejdstilsynet og politiet på besøg hos 13 virksomheder i Greve. Indsatsen var rettet mod transport- og byggebranchen og er del af en større, koordineret indsats mod social dumping. Skattestyrelsen vil i første omgang følge op over for to af virksomhederne.

- Når vi er ude på en kontrol, undersøger vi, om virksomhederne afregner den skat og moms, de skal, om regnskaberne er i orden og om de udenlandske medarbejdere har et skattepersonnummer. Det er med til at sikre fair forhold på arbejdsmarkedet, siger funktionsleder i Skattestyrelsen, Ernst Nielsen.

Virksomheder, som i går fik besøg, var på forhånd udvalgt til kontrol ud fra en bred vifte af oplysninger og registreringer. Fokus var rettet mod brancher, hvor myndighederne erfaringsmæssigt ved, at der kan være risiko for manglende moms- og skattebetaling, problemer med arbejdsmiljøet eller evt. illegalt arbejde. Under aktionen i Greve talte Skattestyrelsen med 31 medarbejdere.

- Kontrollerne foregår stille og roligt. De fleste, som vi møder under vores kontrol, samarbejder og er imødekommende. Det er også mit klare indtryk, at virksomhederne faktisk er meget tilfredse med, at vi sikrer, at reglerne på området bliver fulgt. Og i går var det jo godt at se, at det stort set var tilfældet hos alle de virksomheder, vi besøgte, siger Ernst Nielsen.

Samarbejde mod social dumping
Indsatsen mod social dumping sker i et samarbejde mellem Arbejdstilsynet, politiet og Skattestyrelsen og består af en række landsdækkende og regionale aktioner. Aktionerne sker for at sikre fair konkurrencevilkår og ordnede forhold på det danske arbejdsmarked.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; Borgere og virksomheder: 72 22 18 18