Gå til indhold

Skattestyrelsen opruster i Viborg

Skattecenter i Viborg udvider med en ny straffesagsenhed. Det betyder, at der nu oprustes med mere end 20 juridiske sagsbehandlere. Den nye enhed vil sammen med den eksisterende enhed have fokus på banderelaterede straffesager samt straffesager med kryptovaluta.

I 2022 afgjorde Skattestyrelsens straffesagsenheder mere end 7.900 straffesager, hvoraf ca. 3.000 endte med en administrativ bøde, og der blev sendt tiltalebegæringer til politiet i over 2.300 sager. Styrelsen har i flere år oprustet på straffesagsområdet, og nu udvider Center for Straffesager med yderligere en enhed i Viborg.

De nye medarbejdere vil blive fordelt mellem to straffesagsenheder.

Den ene straffesagsenhed er ledet af Christian Højgaard og blev etableret i april 2021, mens den nye enhed, som blev etableret i marts i år, vil blive ledet af Helene Vestergaard, der har en baggrund som senioranklager i Anklagemyndigheden.

Begge enheder har ansvaret for behandling af banderelaterede straffesager samt straffesagsager med kryptovaluta og sager om bl.a. overførsel af større pengesummer til udlandet, som der ikke er blevet betalt skat af.

Skattecenteret i Viborg, som begge enheder har til huse i, blev etableret i 2021 som led i regeringens ønske om at styrke skattekontrollen.

- De over 20 nye juridiske sagsbehandlere kommer til at løfte en yderst vigtig samfundsopgave: At vurdere de strafferetslige konsekvenser, når borgere og virksomheder med vilje, eller fordi de ikke har undersøgt reglerne tilstrækkeligt, unddrager skatter og afgifter, siger underdirektør i Skattestyrelsen Henriette Lemvigh og fortsætter:

- Vi søger både nye kollegaer med en uddannelsesmæssig baggrund inden for jura, revision og regnskab, men vi er også interesserede i ansøgere med anden uddannelse, som har tilegnet sig den nødvendige faglige indsigt inden for skatteforvaltning. Det essentielle er, at man har en interesse i og lyst til at beskæftige sig med straffesager, siger hun.

Medarbejderne bliver en del af Center for Straffesager, som har straffesagsenheder beliggende i Aarhus, Viborg, Odense, Slagelse og København.

Find stillingsopslaget her: Vil du være en del af Center for Straffesager i Viborg (hr-manager.net)

Fristen for ansøgning er d. 21. maj.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818.