27-08-2020
Skattestyrelsen opretter en ekstra enhed til hvidvaskkontrol i Hjørring og slår flere stillinger op
Som led i regeringens plan om styrket skattekontrol søger Skattestyrelsen netop nu syv nye kontrolmedarbejdere til skattecenteret i Hjørring. De nye medarbejdere vil blive del af en nyoprettet enhed, der skal styrke Skattestyrelsens indsats mod national og international skatteunddragelse samt organiseret økonomisk kriminalitet. Kort fortalt bliver opgaven at bekæmpe hvidvask.
- Indsatsen mod hvidvask er en stor og uhyre samfundsrelevant opgave, som foregår både her i landet og på tværs af grænser. Det er ingen hemmelighed, at der desværre er et segment, der spekulerer i at holde bl.a. sorte penge uden for den almindelige pengecirkulation. Med den nye enhed og de ekstra kontrolmedarbejdere vil vi kunne rette endnu mere fokus på området, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Kim Tolstrup.
Skattestyrelsens indsats mod hvidvask er en del af et samlet, godt fælles myndighedssamarbejde med bl.a. SØIK mod hvidvask og finansiering af terrorisme, der udspringer af hvidvaskloven. Indsatsen er forankret i afdelingen Særlig Kontrol, International Skatteunddragelse og Hvidvask.
Flere kræfter til Skattecentret i Hjørring
Skattestyrelsens nyoprettede enhed er en tilføjelse til en allerede etableret kontrolenhed i Hjørring, der beskæftiger 29 medarbejdere. Til at bemande den nye enhed har Skattestyrelsen netop opslået foreløbig syv stillinger, målrettet ansøgere med erfaring inden for fx moms og skat, revision, økonomi og jura. Det forventes, at den nye enhed er i drift i løbet af efteråret 2020.
- Der var stor interesse, sidst vi slog tilsvarende stillinger op i Hjørring. Vi modtog mere end 100 ansøgninger til fire stillinger, som var første led i styrkelsen - og rigtig mange af ansøgerne var overordentligt kvalificerede og interessante. Det var en fornøjelse at opleve, hvor mange der gerne ville være med til at gøre en forskel. Slap man ikke gennem nåleøjet i første omgang, vil jeg bestemt opfordre til, at man forsøger igen, siger Kim Tolstrup.
De to kontrolenheder i Hjørring kommer til at være en vigtig del af den landsdækkende indsats mod hvidvask. Enhederne vil indgå i et tæt samarbejde med Skattestyrelsens nye center for hvidvask i Fredericia, som også er blevet oprettet som del af den styrkede skattekontrol, samt den øvrige Skatteforvaltning. I alt vil de tre enheder beskæftige godt 53 medarbejdere.
I alt arbejder der godt 220 medarbejdere i Skattecenter Hjørring.
Stillingerne kan ses her. Ansøgningsfristen er 30. august 2020.
Læs mere om Skattestyrelsens stillinger i forbindelse med Styrket Skattekontrol
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818