02-05-2023

Skattestyrelsen: Kontrollen med udbytterefusionsanmodninger er både robust og højt prioriteret
Skattestyrelsens kontrolstrategi er udarbejdet på baggrund af den omfattende viden og de erfaringer, som Skattestyrelsen løbende har fået og løbende får gennem kontroller og analyser af området. Det gælder fx kendskabet til de aktionærer, der søger om refusion, til regelefterlevelsen, og til tendenser.
I dag gennemføres der materiel kontrol af størstedelen af de samlede anmodede beløb. Kontrollen er robust og baserer sig på en vurdering af risiko og væsentlighed.
Kontrol af refusionsanmodninger
Skattestyrelsen stiller krav om at alle, der søger om refusion af udbytteskat dokumenterer at en række betingelser er opfyldt. Herunder at der i ansøgningen er dokumentation, som viser, at der er indeholdt dansk udbytteskat.
Alle anmodninger bliver screenet for at identificere eventuelle forsøg på svig, og hvis der er tegn på svig, bliver sagerne udtaget til materiel kontrol og videre behandling. Arbejdet med udbytteskat understøttes i dag af et it-system udviklet til formålet, hvilket har effektiviseret den løbende overvågning og kontrol.
Der gennemføres endvidere stikprøvekontroller, der bl.a. sikrer, at alle sager kan blive udtaget til materiel kontrol. Anmodninger med den største risiko og væsentlighed udtages automatisk til materiel kontrol.
- Vores kontrol er robust, og vi har et godt overblik over de væsentligste risici. Det gælder også på udbytteområdet, hvor vi har en afgørende opgave i at sikre, at der er et robust værn mod systematiske forsøg på svig. Jeg vil af indlysende årsager ikke gå i detaljer med, hvorledes vi præcist kontrollerer hvilke sager. Vi følger området meget tæt, og vi orienterer løbende om vores arbejde på området, siger selskabsskattedirektør Kenneth Joensen.
Flere kontrolmedarbejdere på området i dag
De senere år er der tilført et stort antal medarbejdere til området, og i dag er der mere end 100 årsværk på opgaven. Dette er en meget markant stigning i forhold til tidligere. Kontrolstrategien og det øgede antal medarbejdere gør, at Skattestyrelsen i år forventer at afslutte mere end 30.000 sager. Sidste år var det tilsvarende tal 9.400 sager, mens der i 2018 blev afsluttet ca. 1.400 sager.
Der er tilsvarende i de senere år sket en stigning i tilgangen af nye refusionsanmodninger fra ca. 10.700 i 2016 til ca. 26.300 i 2021. I år har Skattestyrelsen indtil nu dog foreløbig kun modtaget ca. 16.000 anmodninger, hvilket er et lavere antal end forventet.
Primo 2022 var der mere end 93.000 uafsluttede anmodninger om refusion af udbytteskat, hvor der samlet blev anmodet om refusion af mere end 9 mia. kr. - ved udgangen af oktober 2022 var dette tal reduceret til ca. 80.000 uafsluttede sager med anmodninger om refusion for ca. 8,5 mia. kr.
Skattestyrelsen betaler renter til ansøgere af udbytterefusion, når anmodninger efter en periode ikke er behandlet, og dette ikke skyldes ansøgerne. Dette medfører væsentlige renteudgifter. Fra 2016 til primo 2022 er der udbetalt ca. 600 mio. kr. i renter.
- Rentegodtgørelsen alene er et betydeligt beløb. Samtidig er det et retssikkerhedsmæssigt problem, at aktionærer, som har et berettiget krav på refusion, skal vente i årevis på, at Skattestyrelsen behandler deres sag. Også af disse årsager er det vigtigt at sikre, at kontrollen er så effektiv som muligt – under skyldig hensyntagen til fortsat høj sikkerhed, siger Kenneth Joensen.
En robust kontrol
Formålet er at sikre den korrekte balancere imellem kontrol og en acceptabel sagsbehandlingstid for de aktionærer, der helt retmæssigt har anmodet om refusion af udbytteskat.
Medio 2021 blev der igangsat formel kontrol af ca. 60.000 ubehandlede sager med lav risiko og væsentlighed modtaget i perioden 2016-2020. Dette var første skridt i retning af en normalisering af administrationen af området. Skattestyrelsens analyse viste, at denne kontrol kunne indebære en estimeret værdi af manglende regelefterlevelse på ca. 122 mio. kr. Dette skal ses i forhold til, at den samlede værdi af anmodninger om refusion i perioden beløb sig til 13,6 mia. kr.
Estimatet bygger på analyser af de fejl, som er fundet i forbindelse med gennemførelse af materiel kontrol af konkrete sager. Ingen af de fejl der indgår i analysen, tyder på svig.
Skattestyrelsens analyse har desuden vist, at det ville kræve et meget stort antal medarbejdere at gennemføre fuld materiel kontrol af de ca. 60.000 anmodninger om refusion af udbytteskat - og at omkostningerne til en sådan kontrol langt ville overstige, hvad der kan findes af fejl i denne type sager. Det ville således koste omkring 350 mio. kr. helt at eliminere den estimeret værdi af manglende regelefterlevelse på ca. 122 mio. kr.
- Vores analyse viser, at det ville koste omkring 350 mio. kr. helt at eliminere den estimeret værdi af manglende regelefterlevelse på ca. 122 mio. kr. Dette skal ses i forbindelse med, at den samlede værdi af anmodninger om refusion i perioden beløb sig til 13,6 mia. kr., siger Kenneth Joensen, der fremhæver, at langt de fleste aktionærer er efterrettelige.