Gå til indhold

Skattestyrelsen indhenter oplysninger fra danske kryptobørser

Skattestyrelsen har fået tilladelse fra Skatterådet til at indhente oplysninger om handel med kryptovaluta – fx bitcoins - via tre danske kryptobørser i perioden 2016 – 2018. Det er første gang, Skattestyrelsen får adgang til disse oplysninger.

Tre danske kryptobørser skal nu udlevere oplysninger til Skattestyrelsen om alle køb og salg af kryptovalutaer, deres kunder har foretaget i perioden 1. januar 2016 til og med 31. december 2018. Pålægget omfatter også identifikationsoplysninger som navne, adresser, cpr-nummer og evt. cvr-information. Det vedtog Skatterådet på deres seneste møde i december. Afgørelsen kommer i kølvandet på de oplysninger, Skattestyrelsen i sommer modtog fra de finske skattemyndigheder vedrørende danske borgeres handler på en finsk bitcoinbørs.

- Med tilladelsen fra Skatterådet får vi for første gang adgang til de handler, der foretaget via de danske børser. Det giver os helt nye muligheder i forhold til kontrol på området, siger personskattedirektør Karin Bergen.

I disse dage tager Skattestyrelsen kontakt til de pågældende danske kryptobørser, for at aftale det videre forløb om udlevering af oplysninger. Når oplysningerne er modtaget, vil Skattestyrelsen sikre, at borgere, der har handlet med kryptovaluta har betalt den rigtige skat. Oplysninger om transaktioner foretaget af udenlandske borgere og virksomheder, som Skattestyrelsen kommer i besiddelse af, vil blive udvekslet med de respektive landes myndigheder.

- Uden at gå for vidt, tror jeg godt man kan sige, at der her er tale om et stort marked, som vi har behov for at se nærmere på. Da vi for nylig modtog oplysninger fra den finske bitcoin-børs, gav det os en lille flig af et større billede, som vi nu har mulighed for at afdække endnu mere af. Hvor mange handlende, det drejer sig om, eller hvor store beløb, der er handlet for, er det dog endnu for tidligt at fortælle noget om endnu, siger Karin Bergen.

De første ændringer af skatten for de handlende på baggrund af oplysningerne fra de danske kryptobørser forventes at blive sendt inden sommer. Ændringer vil blive foretaget ud fra en konkret og individuel behandling, der afklarer, om handlen skal medregnes i den skattepligtige indkomst.

Se Skatterådets afgørelse

Læs mere om reglerne for beskatning af kryptovaluta på skat.dk/kryptovaluta

Skattestyrelsen 
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818